Bæklampretten bliver ikke længere end 18 cm, mens flodlampretter næsten altid er længere end 18 cm. Havlampretten har mange flere tænder (havlamprettens sugeskive er helt tanddækket). Havlampretten er som regel marmoreret - dog kan den mangle hos de mindre havlampretter på op til ca. 30 cm. Desuden bliver havlampretten helt op til ca. 120 cm. Havlamprettens larver har 66-75 kropssegmenter mellem bageste gælleåbning og gattet, mens flodlamprettens larver har 58-69. Ålen har brystfinner (mangler hos lampretter) og en egentlig mund.

Larverne lever i ferskvand og er filtratorer, der æder dødt organisk materiale, bakterier, og alger. De voksne fisk, som lever i havet, suger sig fast på andre fisk og æder af dem. Byttefiskene omfatter bl.a. torsk, brisling, sild, stavsild, helt, snæbel, skalle, smelt, ørred, laks og makrel, og de dør som regel af angrebet. Den voksne lampret bliver i havet i et til tre år efter sit larvestadie, inden den søger til et vandløb for at gyde. Gydningen foregår i april og maj, og de voksne dør kort efter gydningen. Formodes at kunne blive op til ni år.

Efter en larvetilværelse på 2,5 til 5,5 år trækker flodlampretten fra ferskvand ud i havet. Her tyder meget på, at den holder sig i kystnære egne.

Forholdsvis sjælden i Danmark. Den kendes fra de kystnære dele af landet, omend det er uvist, om den findes ved Bornholm. I ferskvand er den især udbredt i de vestjyske åer.

Fiskeatlas - Artstekster. Statens Naturhistoriske Museum.

Lampret. Uddrag fra Folk og fauna (Brøndegaard, 1985-86) via KSLA (Kungliga Skogs- och Lantbruksakademien).

Lampretter kendes fra gammel tid som "niøjer". Navnet kan spores tilbage til 1300-tallet og refererer til de ni ”øjne”, som ses fra siden (syv gælleåbninger, ét øje og én næseåbning). Lampretternes larver kaldtes tidligere for hørål, fordi man ofte fandt dem mellem hørstængler, som var lagt ud i åerne til rødning – en forrådnelsesproces, der gør fibrene anvendelige til tekstil.