Beskrivelse

Uddrag fra Fiskeatlas ved Henrik Carl og Peter Rask Møller, Statens Naturhistoriske Museum, 04-03-2021

En mellemstor fisk. Kroppen er slank og torpedoformet. Munden er lille med overbid, og overkæbens bagkant ender under forreste del af øjet. Øjets diameter er mindre end snudelængden. Mellem rygfinnen og halefinnen sidder en veludviklet stråleløs fedtfinne. Ryggen er mørk med et grønligt eller blågrønt skær. Siderne er sølvblanke, og bugen er hvidlig. Finnerne er normalt grå med en mørkere rand, som er mest tydelig på rygfinne, gatfinne og halefinne. Øjets iris er hvidlig eller gullig. Det hidtil længste danske eksemplar var 62 cm, og arten kan veje op til 3 kg.

Forvekslingsmuligheder

Heltling har underbid, mens helt har overbid. I ferskvand kendes stallinger på en lang, høj rygfinne. Karpefisk – såsom skalle, strømskalle og rimte – mangler en fedtfinne. Smelten, der lever i både fersk- og saltvand, kan kendes på en meget større mund, hvis bagkant når tilbage under den bageste del af øjet. Fra andre sølvskinnende saltvandsfisk med fedtfinne som guldlaks og strømsild kendes helten på de mindre øjne (mindre end snudelængden), mens de er omtrent som snudelængden hos strømsilden og større end snudelængden hos guldlaksen . Desuden har helten også en meget større mund. Fra små sildefisk, som heltynglen kan minde meget om, kan den lettest kendes på tilstedeværelsen af fedtfinnen.

Biologi

Hvirvelløse dyr udgør hovedparten af føden hos de fleste bestande, men fisk kan udgøre en større eller mindre del af føden, og kannibalisme forekommer også. Larverne æder små planktondyr, og senere er især vandlopper det helt dominerende bytte. Mange heltbestande er vandrebestande, der primært vandrer mellem gyde- og opvækstområder. Herudover foretager helt ofte døgnbestemte vandringer op og ned i vandsøjlen, ligesom man kender det fra mange andre fisk. De følger byttedyrene op i vandsøjlen om natten og ned på større dybder om dagen, hvor risikoen for at blive ædt er mindre. Skiftet i dybde kan være på 15-20 m. Helt er ferskvandsfisk, men de kan tåle vand med et forholdsvis højt saltindhold. Gydningen foregår i ferskvand og i Danmark normalt i november-december, men den kan vare til ind i januar. Kan blive 20-25 år.

Levested

Overordnet set foretrækker helt større, klarvandede, kølige søer samt brakvandsområder og de tilknyttede vandløb. Fiskene er dog særdeles gode til at tilpasse sig lokale forhold.

Udbredelse

Forholdsvis sjælden. Fra naturens side er helten udbredt i Vestjylland fra Limfjorden i nord til Varde Å i syd og i de tilstødende fjordsystemer. Desuden er den naturlig i Gudenåsystemet, som i perioden efter seneste istid havde udløb via Skals Å til Limfjorden. Udbredelsen i havet er koncentreret omkring Ringkøbing Fjord, Nissum Fjord, Limfjorden og Randers Fjord, og bestandene her er delvist båret oppe af massive udsætninger. På Sjælland er helten også blevet udsat i flere omgange, bl.a. i Suså-systemet, men er i dag næsten forsvundet. I 2007 blev en helt fanget ved Bornholm.

Kilde

Videre læsning

Helt. Uddrag fra Folk og fauna (Brøndegaard, 1985-86) via KSLA (Kungliga Skogs- och Lantbruksakademien).

Sjove fakta

Mange vil have hørt om snæblen i medierne. Rent videnskabeligt betragtes snæblen som vadehavsbestandene af helten. Snæblen har som regel (men ikke altid) en snude, der er lang og spids, mens helten oftest har en kortere og mere skråt afskåret snudespids. Også blandt heltene kan der dog være eksemplarer med ”snæbelsnude”. Og så er snudespidsen ofte mørk hos snæblen.

Arter logo

Arter

Arter er et fællesskab, hvor alle kan hjælpe med at finde, registrere og bestemme arter. Du kan samtidig få inspiration til naturoplevelser og viden om Danmarks artsrigdom.

Arter er et samarbejde mellem Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, Statens Naturhistoriske Museum og Naturhistorisk Museum Aarhus

Projektet er finansieret af Aage V. Jensen Naturfond, 15. Juni Fonden og den danske stat.

Læs mere

På Arter finder du:

fund

brugere

datasæt

Få hjælp

Du kan ringe til supporten på hverdage mellem kl. 9 og 14 på +45 31 50 15 70, eller du kan udfylde denne kontaktformular

Vejledninger

Få hjælp og vejledning i vores hjælpeunivers

Følg os her

Arters nyhedsbrev

Tilmeld dig her

Tilgængelighedserklæring

Se vores tilgængelighedserklæring

Artsrådet

Læs om Arters artsråd

Hent appen

Arters app gør det let at registrere dine fund via mobilen. Med appen kan du få viden om arterne og se, hvad andre brugere finder i nærheden af dig.

Hvis du færdes steder med dårlig internetforbindelse, kan du registrere dine fund og uploade dem senere.

Hent appen:


Styrelsen for grøn arealanvendelse og vandmiljø logoSNM logoNaturhistorisk Museum logoAVJF logo15 Juni Fonden logo