#89739 | Dyreriget / Rygstrengsdyr / Hvirveldyr / Egentlige benfisk / Karpeordenen / Karpefamilien / Leuciscus /

En lille ferskvandsfisk. Den mindste og mest langstrakte af vores skallearter. Kroppen er torpedoformet, snuden er lang, og munden har et lille overbid. Skællene er forholdsvis små, og der er 48-54 skæl langs den fuldstændige sidelinje. Ryggen er olivengrøn eller brunlig, og siderne er sølvgrå. Ofte har siderne et messingagtigt skær. Øjnene er gullige, mørkest foroven og med en tynd, kraftigere gul ring omkring pupillen. Rygfinnen og halefinnen er svagt grønlige. De øvrige finner er gullige med orange finnestråler. Hos de yngre fisk er finnerne gennemsigtige, undersidens nærmest hvidlige. I yngletiden har hannen vorter over hele kroppen. Kan blive op til ca 31 cm og veje 350 g.
Forvekslingsmuligheder
Med sine 48-54 skæl langs sidelinjen har strømskallen mindre skæl end skallen (41-47 skæl), men større skæl end rimten (55-61 skæl). Og så har skallen rødlige øjne, mens de er gullige hos strømskallen (og rimten ). Derudover har strømskallen overbid, mens munden er endestillet hos rimten.
Biologi
Føden består bl.a. af ferskvandstanglopper, insektlarver, orme og snegle. Strømskaller er stimefisk, og de er mere sky end skaller. Yngletiden er marts til juni, og gydningen sker i områder med forholdsvis hurtig strøm og sand- eller grusbund. Kan leve i op til 16 år, men bliver sjældent ældre end otte år.
Levested
Strømskallen er, som navnet antyder, overvejende en vandløbsfisk. Den foretrækker lidt større vandløb, mens den er sjældnere i små bække. Arten lever også i søer tilknyttet vandløbene, hvor den søger de kølige dybe steder. Om sommeren kan strømskallen også findes i brakvand, men så vandrer den ind i ferskvand om vinteren.
Udbredelse
Forholdsvis sjælden og findes herhjemme kun i Jylland. Strømskallen lever udelukkende i vestvendte vandløb og de tilknyttede søer. Den findes tillige i Ringkøbing Fjord og Nissum Fjord.
Kilde
Carl, H. & P.R. Møller (red.). 2012. Atlas over danske ferskvandsfisk.
Videre læsning
Sjove fakta

Arter er et fællesskab, hvor alle kan hjælpe med at finde, registrere og bestemme arter. Du kan samtidig få inspiration til naturoplevelser og viden om Danmarks artsrigdom.
Arter er et samarbejde mellem Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, Statens Naturhistoriske Museum og Naturhistorisk Museum Aarhus
Projektet er finansieret af Aage V. Jensen Naturfond, 15. Juni Fonden og den danske stat.
På Arter finder du:
fund
brugere
datasæt
Du kan ringe til supporten på hverdage mellem kl. 9 og 14 på +45 31 50 15 70, eller du kan udfylde denne kontaktformular
Få hjælp og vejledning i vores hjælpeunivers
Arters app gør det let at registrere dine fund via mobilen. Med appen kan du få viden om arterne og se, hvad andre brugere finder i nærheden af dig.
Hvis du færdes steder med dårlig internetforbindelse, kan du registrere dine fund og uploade dem senere.
Hent appen: