I forhold til helten er snæblens snude som regel (men ikke altid) lang og spids, mens helten oftest har en kortere og mere skråt afskåret snudespids. Også blandt heltene kan der dog være eksemplarer med ”snæbelsnude”. Desuden er snudespidsen ofte mørk hos snæblen. Heltlingen har underbid, mens snæblen har overbid. I ferskvand kendes stallinger på en lang, høj rygfinne. Karpefisk – såsom skalle, strømskalle og rimte – mangler en fedtfinne. Smelten, der lever i både fersk- og saltvand, kan kendes på en meget større mund, hvis bagkant når tilbage under den bageste del af øjet. Fra andre sølvskinnende saltvandsfisk med fedtfinne som guldlaks og strømsild kendes snæblen på de mindre øjne (mindre end snudelængden), mens de er omtrent som snudelængden hos strømsilden og større end snudelængden hos guldlaksen. Desuden har snæblen også en meget større mund. Fra små sildefisk, som snæbelynglen kan minde meget om, kan den lettest kendes på tilstedeværelsen af fedtfinnen.

Der er ikke blevet udført undersøgelser af føden i havet, men man antager, at snæblen lever af de samme typer byttedyr som de helt, der lever i brakvand. Det vil sige især hvirvelløse dyr. Snæbelynglen lever i hovedtræk af de samme fødeemner som helt-ynglen - først dyreplankton, siden vandlopper - indtil de vandrer ud i havet. Gydningen foregår i ferskvand om vinteren. I Danmark har man fundet snæbler op til 11 år, men den kan formentlig blive noget ældre.

Snæblerne i Vadehavet adskiller sig fra de øvrige danske helt-bestande, idet de kan leve i omgivelser med en større saltholdighed end de øvrige og i forvejen hårdføre helt. Det tyder i øvrigt på, at snæblerne mest opholder sig i det brakke vand lige ud for åmundingerne i Vadehavet. Derudover trækker de ind i åerne ved Vadehavet.

Meget sjælden. I Danmark begrænser snæbelens udbredelsesområdet sig til Vadehavet og de tilstødende åer. 

Navnet hentyder til snæblens lange snude.