Båndgrundlingen kan kendes fra grundlingen på den opadvendte mund og de manglende skægtråde. Båndgrundlinger mister ofte det blåsorte bånd, hvis de bliver skræmt. De kan da kendes fra græskarper og skaller på den opadvendte mund. Løjen kan kendes på den korte gatfinne og på, at bugfinnernes forkant sidder umiddelbart under rygfinnens forkant. Regnløjen har en afbrudt sidelinje, og rygfinnens forkant sidder et stykke bag bugfinnernes forkant. Europæisk bitterling har også et mørkt bånd, men det når ikke så langt frem på krop og hoved som hos båndgrundlingen. Og så er finnernes størrelse og placering også anderledes. Elritsen har meget mindre skæl og en afrundet snude.

Æder alt fra dyreplankton til bunddyr, såsom snegle. Båndgrundlingen giver lyd fra sig, når den æder. De korte lydbølger kan høres op til 40 cm væk og har måske til formål at orientere artsfæller om, at der er føde i området. Gydeperioden er fra april til juni, og arten yngler i stillestående og svagt strømmende vand. Lever normalt tre-fire år, meget sjældent fem.

Kan leve i alt fra kolde bjergbække over varme, næringsrige søer til brakvand. I søer med vandplanter foretrækker båndgrundlingen områder med tæt vegetation, og den undgår områder uden grøde. Arten er ikke fundet i brakvand herhjemme.

Meget sjælden og indført til Danmark. Båndgrundlingen findes udelukkende i Vendsyssel, hvor den udgør den nordligste bestand i Europa. Håbet er, at arten ikke spreder sig yderligere, da den både kan udkonkurrere og fysisk skade andre fisk. Naturligt lever arten i Østasien.

Carl, H. & P.R. Møller (red.). 2012. Atlas over danske ferskvandsfisk.