#89740 | Dyreriget / Rygstrengsdyr / Hvirveldyr / Egentlige benfisk / Karpeordenen / Karpefamilien / Phoxinus /

En lille ferskvandsfisk. Kroppen er forholdsvis langstrakt, og ryggen og bugens profil er afrundet. Snuden er meget stump, og munden har overbid , men ingen skægtråde. Skællene er meget små, og der sidder 85-100 skæl langs den fuldstændige sidelinje, som dog kan være afbrudt eller mangle helt bagtil. Elritsen kan ændre farve på få minutter. Den er generelt spraglet. Ryggen er ensfarvet olivenbrun eller sortgrøn, nogle gange med svage mørkere pletter. Langs siden findes en række mørke tværpletter, der ofte danner sammenhængende længdebånd. Under det mørke bånd ses nogle gange et smalt gyldent længdebånd. Bugen er lys, ofte med mørke småpletter. Ved haleroden findes en sort plet. I yngletiden bliver især hannens farver kraftigere. Hans sider bliver smaragdgrønne, mens bugen bliver rødlig. På gællelåget dannes en hvid plet. Undertiden bliver hannen nærmest sort. Hannen (og i mindre grad hunnen) udvikler også vorter på hovedet i yngletiden. Kan blive op til ca. 12 cm og veje 24 g.
Forvekslingsmuligheder
Elritser kan minde om ørred- og lakseyngel, men laksefiskene kan kendes på, at de har en tydelig fedtfinne på ryggen mellem rygfinnen og halefinnen. Grundlingen har lange skægtråde og betydelig større skæl. Båndgrundlingen har underbid, en spidsere snude og også betydelig større skæl.
Biologi
Yngre fisk æder især dafnier og vandlopper, mens de ældre har et bredere fødevalg og tager en række lidt større dyr samt plantemateriale. Elritser er livlige og selskabelige stimefisk, og de viser sig hyppigt i overfladen, hvor de undertiden springer fri af vandet. Hvis de jages af rovfisk, søger de også ind på helt lavt vand. Fiskene kan være aktive både dag og nat. Yngletiden er fra april til juni. Hanner og hunner samler sig i stimer hver for sig og ankommer separat til gydepladserne. Æggene fæstnes til grus og sten. Fiskene lever normalt i 4-5 år, men kan blive helt op til 13 år gamle.
Levested
I Danmark er elritsen næsten udelukkende en vandløbsfisk, og den er kun fundet få gange i søer. Den hører hjemme i vandløb med rent, klart vand og frisk strøm, hvor bunden er sandet og stenet. Den holder til i stimer på åbne steder med lidt roligere og dybere vand, gerne bag stensamlinger og sammendrevet kvas eller mellem trærødder ved udhulede åbrinker. Arten tåler brakvand, men er ikke fundet i brakvand herhjemme.
Udbredelse
Almindelig, men findes dog kun i Jylland, på Fyn og på Sjælland.
Kilde
Carl, H. & P.R. Møller (red.). 2012. Atlas over danske ferskvandsfisk.
Videre læsning
Elritse. Uddrag fra Folk og fauna (Brøndegaard, 1985-86) via KSLA (Kungliga Skogs- och Lantbruksakademien).
Sjove fakta

Arter er et fællesskab, hvor alle kan hjælpe med at finde, registrere og bestemme arter. Du kan samtidig få inspiration til naturoplevelser og viden om Danmarks artsrigdom.
Arter er et samarbejde mellem Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, Statens Naturhistoriske Museum og Naturhistorisk Museum Aarhus
Projektet er finansieret af Aage V. Jensen Naturfond, 15. Juni Fonden og den danske stat.
På Arter finder du:
fund
brugere
datasæt
Du kan ringe til supporten på hverdage mellem kl. 9 og 14 på +45 31 50 15 70, eller du kan udfylde denne kontaktformular
Få hjælp og vejledning i vores hjælpeunivers
Arters app gør det let at registrere dine fund via mobilen. Med appen kan du få viden om arterne og se, hvad andre brugere finder i nærheden af dig.
Hvis du færdes steder med dårlig internetforbindelse, kan du registrere dine fund og uploade dem senere.
Hent appen: