Beskrivelse

Uddrag fra Fiskeatlas ved Henrik Carl og Peter Rask Møller, Statens Naturhistoriske Museum, 04-03-2021

En lille ferskvandsfisk. Kroppen er cigarformet og cylindrisk. Hovedet er kort og kraftigt, og bugen er flad. I hver mundvig sidder en lang skægtråd, der når til omkring øjets forkant. Munden har overbid og kan skydes frem. Øjnene sidder højt på hovedet og er mere eller mindre opadrettede. Hannens brystfinner når omtrent til bugfinnernes rod, mens de er langt kortere hos hunnen. Ryggen er grågrøn eller gråbrun med længderækker af små, sorte eller mørkegrå pletter. Siderne er sølvgrå. Langs sidelinjen er der ofte store, sorte eller mørkegrønne pletter, der nogle gange smelter sammen bagtil, så de danner et længdebånd. Ynglen har en sort haleplet, men ikke så udpræget en pigmentering som de voksne. Ryg- og halefinne er gråhvide og tæt besat med små, sorte pletter. Bliver sjældent længere end 15 cm, men kan blive op til 20 cm og veje 220 g.

Forvekslingsmuligheder

Grundlingen minder herhjemme mest om elritsen og båndgrundlingen, men kan kendes på sine store skægtråde, der mangler hos de to andre arter

Biologi

Føden består især af insektlarver, muslinger, snegle, orme og krebsdyr, men også af plantemateriale og landlevende smådyr, som falder i vandet. Grundlinger findes normalt i stimer, og de er livlige fisk. De kan frembringe knirkende lyde, som bruges til indbyrdes kommunikation. Herhjemme gyder fiskene fra maj til juni. Legen foregår på helt lavt vand, undertiden kun nogle få cm dybt. Fiskene kan leve i op til otte år.

Levested

Lever i alle typer vandløb, hvor grundlingen er mest almindelig på sand- eller grusbund. I store, klarvandede søer findes den i brændingszonen. Hovedparten af fundene fra danske søer stammer fra søer, som gennemløbes af åer, hvor arten også findes. I de varme sommermåneder findes den sjældent lavere end 2 meters dybde, mens den ofte søger ud på lidt dybere vand om vinteren. Fiskene kan godt lide stærk strøm, som de med deres kropsform og ringe størrelse let kan finde læ for ved bunden. Arten tåler svagt brakvand, men er sjælden her.

Udbredelse

Almindelig, men næsten kun udbredt i Jylland og på Sjælland, hvor den også optræder i brakvand i fjordene. Derudover findes den på Als og i en sø på Læsø, hvor arten må stamme fra en udsætning.

Kilde

Carl, H. & P.R. Møller (red.). 2012. Atlas over danske ferskvandsfisk.

Videre læsning

Sjove fakta

Arter logo

Arter

Arter er et fællesskab, hvor alle kan hjælpe med at finde, registrere og bestemme arter. Du kan samtidig få inspiration til naturoplevelser og viden om Danmarks artsrigdom.

Arter er et samarbejde mellem Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, Statens Naturhistoriske Museum og Naturhistorisk Museum Aarhus

Projektet er finansieret af Aage V. Jensen Naturfond, 15. Juni Fonden og den danske stat.

Læs mere

På Arter finder du:

fund

brugere

datasæt

Få hjælp

Du kan ringe til supporten på hverdage mellem kl. 9 og 14 på +45 31 50 15 70, eller du kan udfylde denne kontaktformular

Vejledninger

Få hjælp og vejledning i vores hjælpeunivers

Følg os her

Arters nyhedsbrev

Tilmeld dig her

Tilgængelighedserklæring

Se vores tilgængelighedserklæring

Artsrådet

Læs om Arters artsråd

Hent appen

Arters app gør det let at registrere dine fund via mobilen. Med appen kan du få viden om arterne og se, hvad andre brugere finder i nærheden af dig.

Hvis du færdes steder med dårlig internetforbindelse, kan du registrere dine fund og uploade dem senere.

Hent appen:


Styrelsen for grøn arealanvendelse og vandmiljø logoSNM logoNaturhistorisk Museum logoAVJF logo15 Juni Fonden logo