Fra skaller kendes små græskarper på det brede hoved og de mørke finner. Strømskaller og rimter har mindre skæl end græskarpen (38-45 skæl langs sidelinjen hos græskarpen, 48-54 hos strømskallen og 55-61 hos rimten). Guldrimten har også mindre skæl. Fra guldfisken og koikarpen kan den kendes på, at græskarpen har en kortere rygfinne. I brakvand kan den forveksles med tyklæbet multe, som dog har to rygfinner, mens græskarpen kun har én.

Føden består især af vand- og sumpplanter, og fiskene kan dagligt æde mere end deres egen vægt. De kan sågar "krybe" halvvejs op på land for at æde kantvegetationen. Græskarper er stimefisk, men i Danmark er der ofte så få fisk, at de tvinges til at svømme rundt alene. De er sky fisk, der hurtigt flygter, hvis de bliver skræmt, og de kan springe over 1 meter høje forhindringer. Fiskene er aktive hele døgnet. Gydningen foregår efter en periode med kraftig regn (monsun), og af den grund er det sjældent, at græskarper kan yngle uden for der deres naturlige udbredelsesområde i Asien. Kan formodentlig leve i mindst op til 40 år.

Lever naturligt i store flodsystemer. Oftest opholder fiskene sig i rolige, grødefyldte områder i de nedre dele af floderne og de tilstødende søer. I yngletiden søger de længere op i floderne til områder med stærk strøm. Herhjemme træffes græskarper ofte i småsøer, gadekær og parksøer, men også moser og put-and-take-søer.

Forholdsvis almindelig i ferskvand og indført til Danmark i 1965. Græskarpen lever naturligt i Sibirien og i Kina. Da den ikke kan yngle i Danmark, har der været tale om udsættelser af mange individer. Arten er fundet to gange i brakvand herhjemme.

Carl, H. & P.R. Møller (red.). 2012. Atlas over danske ferskvandsfisk.