Skælkarpen minder om andre karpefisk, mens spejlkarpen er lettere at kende med sin specielle skælbeklædning. Karpen kendes på sine fire skægtråde, som ikke findes hos nogen andre danske ferskvandsfisk. Fra karusse-yngel kan karpeyngel kendes på, at den mangler den sorte plet, som findes på siden af haleroden hos karussen. Til gengæld er karpeyngel være svær at skelne fra sølvkarusse-yngel, indtil skægtrådene begynder at vokse ud. Koikarper kan minde om guldfisk og guldrimter, mens kendes på de fire skægtråde.

Store karper er mere eller mindre altædende. Føden kan bestå af plantefrø, orme, insektlarver, snegle, muslinger, krebs, fiskeyngel og småfisk. Under fødesøgningen bruger karpen sin rørformede mund som en pumpe, der i dyndbund har en sugedybde på op til 15 cm. På solrige dage ligger karper ofte og soler sig i vandoverfladen. De træffes både i stimer og enkeltvis. Om vinteren kan fiskene gå i dvale med kun ét pulsslag i minuttet, men de gør det langtfra altid. De kan også gå i en slags sommerdvale, hvis vandtemperaturen nærmer sig 30 °C. Herhjemme yngler karper fra maj til juli, gerne under stor plasken på oversvømmede engarealer. Kan leve i op til 30 år og måske meget længere. Arten rammes ofte af vinterdød.

Vildkarpen hører hjemme i de nedre dele af store floder med tilstødende søer, og de trækker også ud i brakvand. Kulturformen findes trives især i lune, næringsrige vande med blød bund. Fiskene er også glade for grødevækst og åkander.

Almindelig og indført til Danmark, formodentlig i første halvdel af 1500-tallet. Karpen træffes over hele landet og en sjælden gang også i brakvand ved kysten eller i en fjord.

Carl, H. & P.R. Møller (red.). 2012. Atlas over danske ferskvandsfisk.