Sølvkarussen kan kendes fra karussen på de større skæl. Den har 25-31 skæl langs sidelinjen mod karussens 31-35 (+ flere halerodsskæl end sølvkarussen). De to arters yngel kan skelnes, ved at sølvkarussens yngel mangler den sorte plet på siden af haleroden, der findes hos karusseynglen. Yngel af suderen har også en sort plet på haleroden. De to arter kan bl.a. skelnes, ved at basis af karussens rygfinne er betydelig længere end hos suderen. Skælkarpen har to skægtråde i hver mundvig.

Fødevalget er bredt og består f.eks. af plantedele, insektlarver, orme, snegle, muslinger og dyreplankton. Under fødesøgningen står karusserne næsten lodret med hovedet mod bunden og bevæger sig meget langsomt frem. Føde og vand suges ind ved det undertryk, der skabes, når munden skydes frem. Karusser færdes både i stimer og alene eller sammen med andre arter, f.eks. sudere. De er mest aktive omkring solopgang og solnedgang, og de er udprægede bundfisk. De kan dog stå at sole sig i overfladen på varme dag, og da er de meget sky. Om vinteren kan karusser gå i en form for dvale, hvor de ligger halvt nedgravede i mudder på bunden, men det gør de langtfra altid. Gydningen foregår fra maj til juli, og fiskene kan leve i mere end 40 år.

Lever i alle typer af stillestående ferskvand. Karussen er især almindelig i småvande som gadekær, branddamme, mindre grus- og mergelgrave og lignende. Den træffes også i vandløb og i svagt brakvand, omend arten er meget sjælden i brakvand i Danmark og ikke tåler det så godt som sølvkarussen.

Almindelig i hele landet og mange steder den mest almindelige fiskeart i de mindste vandhuller.

Carl, H. & P.R. Møller (red.). 2012. Atlas over danske ferskvandsfisk.

Karuds. Uddrag fra Folk og fauna (Brøndegaard, 1985-86) via KSLA (Kungliga Skogs- och Lantbruksakademien).