Beskrivelse

Uddrag fra Fiskeatlas ved Henrik Carl og Peter Rask Møller, Statens Naturhistoriske Museum, 04-03-2021

En mellemstor fisk. Vilde fisk er forholdsvis slanke, mens de opdrættede fisk kan være meget kraftige. Munden er forholdsvis lille, og overkæbens bagkant flugter omtrent med øjets bagkant. Ryggen er normalt mørk olivengrøn, og ryg og sider har talrige små, sorte pletter. Pletterne går som regel også ud på rygfinnen, fedtfinnen (mellem ryg- og halefinne) og hele halefinnen. De fleste regnbueørreder har et karakteristisk rødt eller rødviolet bånd på siderne, hvilket har givet ophav til det danske navn. I ferskvand bliver arten normalt op til 50-60 cm og i havet op til 120 cm og en vægt på godt 25 kg.

Forvekslingsmuligheder

Regnbueørreden kan med sin plettede krop og fedtfinne let forveksles med flere af vore andre laksefisk. Fra laks og ørred kendes den bedst på, at de sorte pletter er meget talrige og normalt går ud på ryg- og halefinne, hvilket de ikke gør i samme grad hos de andre. Regnbueørredyngel kendes bl.a. fra ørred - og lakse -yngel på de kortere brystfinner og den mere buttede kropsform. Fjeldørred og kildeørred har ikke sorte pletter, men lyse pletter. Pukkellaksen har meget større sorte pletter på bl.a. halefinnen. Sølvlaksen har en større mund, da mundens bagkant omtrent flugter med øjets bagkant hos regnbueørreden og når et stykke bag øjets bagkant hos sølvlaksen.

Biologi

Regnbueørreden kan både leve hele livet i ferskvand eller leve en del af sit liv i saltvand. Den er en opportunistisk rovfisk, der æder, hvad der er tilgængeligt og passende i forhold til dens egen størrelse. De regnbueørreder, der naturligt vandrer ud i saltvand, er ét til fire år gamle. Efter normalt ét til to år vender de tilbage til det vandløb, de er vokset op i, for at yngle. Her i landet er arten ikke-hjemmehørende, men undslipper ofte fra eksempelvis dambrug. Regnbueørreden gyder ofte i danske vandløb, men tilsyneladende kommer der sjældent yngel ud af anstrengelserne. I modsætning til de fleste andre af slægtens arter, der dør kort efter gydningen, kan regnbueørreder gyde flere gange i de efterfølgende år. Kan leve i op til 16 år.

Levested

I ferskvand foretrækker regnbueørreden områder med iltrigt, frisk strømmende vand, men den opsøger også de mere langsomtflydende, lysåbne vandløbsstrækninger. I saltvand er der fundet regnbueørreder ned til 200 meters dybde. De opholder sig dog gerne tæt på kysten og ofte på meget lavt vand. Regnbueørreder kan dog også foretage lange vandringer, eksempelvis fra Århusbugten til Østersøen eller op langs den norske kyst.

Udbredelse

Regnbueørreden holdes i Danmark i dambrug, havbrug og put-and-take-søer, og de undslipper ofte til den fri natur. Af og til udsættes fisken også direkte i naturlige søer. Det gør arten meget almindelig i hele landet, både i ferskvand og kystnært saltvand.

Kilde

Videre læsning

Sjove fakta

Oprindeligt var regnbueørreden udbredt langs hele den nordamerikanske vestkyst fra Alaska til Californien og Mexico. Desuden findes den naturligt på Kamchatka-halvøen og med strejfere sydpå til Amurfloden, som er grænsevandløb mellem Rusland og Kina. I 1882 blev regnbueørreden første gang importeret til Europa.

Arter logo

Arter

Arter er et fællesskab, hvor alle kan hjælpe med at finde, registrere og bestemme arter. Du kan samtidig få inspiration til naturoplevelser og viden om Danmarks artsrigdom.

Arter er et samarbejde mellem Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, Statens Naturhistoriske Museum og Naturhistorisk Museum Aarhus

Projektet er finansieret af Aage V. Jensen Naturfond, 15. Juni Fonden og den danske stat.

Læs mere

På Arter finder du:

fund

brugere

datasæt

Få hjælp

Du kan ringe til supporten på hverdage mellem kl. 9 og 14 på +45 31 50 15 70, eller du kan udfylde denne kontaktformular

Vejledninger

Få hjælp og vejledning i vores hjælpeunivers

Følg os her

Arters nyhedsbrev

Tilmeld dig her

Tilgængelighedserklæring

Se vores tilgængelighedserklæring

Artsrådet

Læs om Arters artsråd

Hent appen

Arters app gør det let at registrere dine fund via mobilen. Med appen kan du få viden om arterne og se, hvad andre brugere finder i nærheden af dig.

Hvis du færdes steder med dårlig internetforbindelse, kan du registrere dine fund og uploade dem senere.

Hent appen:


Styrelsen for grøn arealanvendelse og vandmiljø logoSNM logoNaturhistorisk Museum logoAVJF logo15 Juni Fonden logo