#89825 | Dyreriget / Rygstrengsdyr / Hvirveldyr / Egentlige benfisk / Lakseordenen / Laksefamilien / Salvelinus /

En mellemstor fisk. Kroppen er slank, og udseendet varierer meget. Munden er temmelig stor og ender langt bag øjet. Halefinnen er lige afskåret og med afrundede spidser. Ryggen er mørk olivengrøn til mørkebrun, og siderne kan være lysere med et blåligt skær, men kan også være sølvagtigt hvide. På siderne er der mange lyse, gullige pletter samt færre små, men tydelige røde pletter omgivet af en blålig ring. Rygfinnen har tykke, bølgede, sorte striber, og halefinnen har sorte linjer. Gat-, bryst- og bugfinner har hvide forkanter, en efterfølgende sort kant og er i øvrigt mørke eller i bugens farve. I gydeperioden får hannerne en kroget underkæbe og mere markerede farvetegninger. Kan blive op til 86 cm og veje op imod 9 kg.
Forvekslingsmuligheder
Fjeldørreden har ikke kildeørredens bugtede, lyse farvetegninger, og fjeldørreden mangler kildeørredens små, røde pletter med en hvidlig eller blålig ring. Og så er kildeørredens halefinne lige afskåret, mens den hos fjeldørreden er let kløftet. Brødingen (en krydsning mellem kildeørred og fjeldørred) benyttes i put-and-take-søer og træffes derfor af og til i danske vandløb. Den ligner kildeørreden, men kildeørredens tegninger på ryggen er knap så fremtrædende, og pletterne på siderne er meget små og ligner fjeldørredens.
Biologi
Kildeørreden kan leve hele sit liv i ferskvand, men den kan også vandre ud i havet, hvor den vokser sig større end i ferskvand. Føden består i ferskvand af f.eks. myggelarver, slørvinge- og døgnfluenymfer, vårfluelarver, vandinsekter, småfisk, herunder egne artsfæller og æg, salamandre, frøer, slanger og spidsmus. I saltvand ædes smådyr og fisk. Fiskene har et godt syn og kan se partikler, der kommer drivende op til en meter væk. Derudover hjælper lugtesansen og sidelinjen fiskene til også at kunne finde føde om natten. Gydeperioden ligger i sensommeren og efteråret, enten i lavvandede vandløb med god strøm og en bund af løst, rent grus eller ved en søbred med gennemstrømning af iltrigt vand. Kan leve i op til 24 år, men bliver sjældent ældre end fem år.
Levested
Lever især i vandløb og kræver sommerkoldt, iltrigt og frisk strømmende vand. Kildeørreden foretrækker en vandtemperatur på 11-16 °C, men kan leve mellem 0 °C og 25 °C. Om sommeren søger fiskene koldere vand og kan vandre ud i de dybere dele af søer. Arten kan også leve i brak- og saltvand.
Udbredelse
Sjælden og indført i Danmark, første gang i 1897. Arten benyttes i put-and-take-søer og dambrug, hvorfra den har kunnet slippe ud i naturen. I visse af vore vandløb kan den yngle, så enkelte steder findes der bestande, som fornyer sig selv, f.eks. i Lindenborg Å i Himmerland. Kildeørreden lever naturligt i den østlige del af Nordamerika.
Kilde
Carl, H. & P.R. Møller (red.). 2012. Atlas over danske ferskvandsfisk.
Videre læsning
Sjove fakta

Arter er et fællesskab, hvor alle kan hjælpe med at finde, registrere og bestemme arter. Du kan samtidig få inspiration til naturoplevelser og viden om Danmarks artsrigdom.
Arter er et samarbejde mellem Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, Statens Naturhistoriske Museum og Naturhistorisk Museum Aarhus
Projektet er finansieret af Aage V. Jensen Naturfond, 15. Juni Fonden og den danske stat.
På Arter finder du:
fund
brugere
datasæt
Du kan ringe til supporten på hverdage mellem kl. 9 og 14 på +45 31 50 15 70, eller du kan udfylde denne kontaktformular
Få hjælp og vejledning i vores hjælpeunivers
Arters app gør det let at registrere dine fund via mobilen. Med appen kan du få viden om arterne og se, hvad andre brugere finder i nærheden af dig.
Hvis du færdes steder med dårlig internetforbindelse, kan du registrere dine fund og uploade dem senere.
Hent appen: