I modsætning til de fleste andre af torskefamiliens arter har sperlingen underbid (gælder også blåhvilling, lubbe, sej og sølvtorsk). Det er en karakter, der er velegnet til at adskille den fra slægtens andre danske arter (glyse og skægtorsk), og den kendes desuden fra disse på, at den har en meget mindre skægtråd. Sperlinger bliver derudover forvekslet med små hvillinger, der også har et mørkt område ved basis af brystfinnerne. Hvillingen har dog overbid, meget mindre øjne, større tænder, en mindre veludviklet skægtråd og lyse kanter på rygfinnerne (mørke kanter hos sperlingen).

Føden består af hvirvelløse dyr og fisk, såsom glastkutlinger. Sperlinger er til en vis grad stimefisk, og stimerne kan undertiden være meget store. De danner også blandede stimer med andre fisk. Gyder fra februar til april. Kan leve i op til seks år, men herhjemme er fisk ældre end tre år ret sjældne.

Lever i de frie vandmasser tæt ved havbunden. Den findes på 50-550 meters dybde og er mest almindelig på 100-200 meters dybde. Typisk træffes sperlinger i havområder med blød bund, og fiskene foretrækker temperaturer på 6-10 °C, men findes ned til 0,6 °C.

Almindelig i de dybe dele af Nordsøen, Skagerrak og det nordlige Kattegat, men findes også i de indre farvande og fra tid til anden sågar ved Bornholm.

Fiskeatlas - Artstekster. Statens Naturhistoriske Museum.