De tre rygfinner og to gatfinner kendetegner torskefiskene. Skægtorsken adskiller sig fra de fleste andre torskearter ved, at ryg- og gatfinner er meget tætsiddende. Desuden kendes den på sit overbid (gælder også glyse, hvilling, kuller og torsk), sin kraftige skægtråd (gælder også glyse og torsk) og en tydelig sort plet ved basis af brystfinnerne (gælder også hvilling). De levende fisk har i modsætning til alle andre af familiens arter ofte mørke tværstriber. Glysen har desuden en lavere krop end skægtorsken.

Føden består af krebsdyr, småfisk, blæksprutter og havbørsteorme. Fødesøgningen foregår mest om natten. Skægtorsk kan leve i brakvand, men foretrækker rent saltvand, og den lave saltholdighed i vore farvande er formentlig en stor del af grunden til den sparsomme forekomst. I den sydlige del af Nordsøen yngler skægtorskene fra februar til august. Der er ikke kendskab til gydning i danske farvande. Kan leve i op til mindst fem år.

Lever ved bunden eller i de nedre vandlag og hyppigst lavere end 50 meters dybde og sjældent dybere vand end 100 meters dybde. De kan dog træffes ned til godt 300 meters dybde. Skægtorsk samler sig ofte i stimer omkring stenrev, klipper, vrag eller andre strukturer, og de holder tilsyneladende af områder med kraftig strøm. De mindre fisk trækker også ind i brakvand i deltaområder og flodmundinger.

Forholdsvis sjælden i danske farvande. Skægtorsk findes især i Nordsøen, men også i fjorde med adgang til Nordsøen som Ringkøbing Fjord og Limfjorden.

Fiskeatlas - Artstekster. Statens Naturhistoriske Museum.