Kan skelnes fra andre danske arter af torsk på, at de tre rygfinner sidder så langt fra hinanden, at mellemrummet mellem finnerne er af samme længde som basis af den bagerste rygfinne. Desuden begynder den lange, forreste gatfinne så langt fremme, at forkanten omtrent flugter med forkanten af forreste rygfinne. Hos alle de øvrige arter begynder gatfinnen noget længere tilbage end rygfinnen.

Æder plankton, rejer, lyskrebs, tanglopper og vingesnegle m.fl. Især de voksne fisk har også fiskeyngel, småfisk og blæksprutter på menuen - samt mindre artsfæller. Blåhvillinger er stimefisk, der foretager store vandringer og især samler sig i enorme stimer i yngletiden om foråret. Efter legen, som finder sted i havet ud for Portugal til Island, bl.a. ved Færøerne, foretager fiskene fødevandringer mod nord. Det er i forbindelse med disse vandringer, at de primært træffes i vore farvande. De foretrækker havtemperaturer fra 2 °C til 10 °C, og de tåler kun små udsving i vandets saltholdighed.

Blåhvillingen vil gerne søge dybt, og de voksne findes oftest 300-500 meter nede i vandsøjlen. Fiskene søger også gerne ned til bunden og er hyppigt koncentreret langs forhøjninger på havbunden og ved banker. Især de juvenile kan dog træffes på lavere vand og mere kystnært.

Forholdsvis sjælden. Udbredelsen i vore farvande har vist sig at være koncentreret omkring det dybe område i Skagerrak, der strækker sig fra farvandet nord for Skagen til farvandet nordvest for Hanstholm.

Fiskeatlas - Artstekster. Statens Naturhistoriske Museum.

Fortil er blåhvillingens mundhule lys, men bagtil er den hos de voksne sort ligesom gællehulen. Derfor kaldes arten også for sortmund. Ungerne har ikke en sort mundhule.