Krystalkutlingen mangler skæl, mens glaskutlingen har store skæl. Desuden har krystalkutlingen kun nul til to finnestråler i forreste rygfinne, mens glaskutlingen har fire til seks. I praksis kan det være svært at skelne arterne fra hinanden, for forskellene er svære at se selv under en stereolup. Kan ligne yngel af f.eks. sandkutling, men en nærmere inspektion vil hurtigt afsløre store forskelle i bl.a. pigmentering.

Føden består udelukkende af dyreplankton, hovedsagelig små krebsdyr som vandlopper. Glaskutlingen optræder på nær i yngletiden som en stimefisk i åbent vand og kan sommetider kan træffes i enorme stimer. Ofte ser man stimerne i udkanten af ålegræsområderne. Glaskutlingen tåler forholdsvis lav saltholdighed, og den træffes f.eks. undertiden i den vestlige del af Østersøen. I Oslofjorden er yngletiden juni til august - der er så vidt vides aldrig observeret ynglende glaskutlinger i danske farvande. Arten er som mange kutlinger ganske kortlivet. Fiskene dør efter første ynglesæson, ca. ét år gamle.

De fleste stimer ses nær bunden, men fiskene kan også træffes ved overfladen – specielt helt inde ved kysterne. Normalt findes fiskene relativt kystnært på forholdsvis lavt vand, men de træffes også helt ned til 80 meters dybde.

Almindelig i Skagerrak, Kattegat og Øresund og udbredt i de indre farvande. Mere fåtallig i den vestlige del af Østersøen.

Fiskeatlas - Artstekster. Statens Naturhistoriske Museum.