Sejen kan med sine tre rygfinner og to gatfinner primært forveksles med torskefamiliens øvrige arter. Den kendes fra dem alle på en kombination af følgende karakterer: underbid, en meget lille eller ingen skægtråd, en lys og næsten lige sidelinje, et lille mellemrum mellem rygfinnerne, uden pletter eller mønstre, uden åbne slimgruber oven på hovedet og en snude, der er noget længere end øjets diameter. Sejen kan lettest forveksles med den nærtbeslægtede lubbe. Lubben har dog som regel en mørk sidelinje, der slår en stor bue over brystfinnen, mens sejens sidelinje er hvid eller gråhvid og næsten lige.

Føden består af krebsdyr (oftest lyskrebs), fisk og blæksprutter. Når sejerne jager tvinges byttefiskene ofte mod overfladen, hvor man kan iagttage en intensiv jagt, som også involverer fugle som måger, der angriber oppefra. Sejen er en stimefisk og (sammen med lubben) den af vore torskefisk, der er mindst afhængig af bunden. Arten foretrækker vandtemperaturer på 2-12 °C, men kan træffes fra 0-20 °C. I vore indre farvande kan fiskene optræde i stort tal, hvis der er stor indstrømning af saltvand. De vandrer normalt væk fra brakvandsområderne igen, når de bliver kønsmodne. Yngler mellem Norge og Færøerne fra januar til slut maj. Det er usikkert, om arten også yngler i dansk farvand. På grund af fiskeri bliver sejen sjældent ældre end fire til seks år, men i teorien kan den leve i op til 25-30 år.

Lever i havets frie vandmasser fra kysten og normalt ud til ca. 200-250 meters dybde, men er fundet ned til godt 800 meters dybde.

I vore farvande er den almindelig i Nordsøen, Skagerrak og Kattegat, og den træffes ofte i de indre farvande. Fra tid til anden findes den også ved Bornholm. I fjordene er sejen generelt ikke ret talrig, formentlig på grund af den lavere saltholdighed.

Fiskeatlas - Artstekster. Statens Naturhistoriske Museum.

Sej. Uddrag fra Folk og fauna (Brøndegaard, 1985-86) via KSLA (Kungliga Skogs- och Lantbruksakademien).