art: Havlampret - Petromyzon marinus

Bæklampretten lever kun i ferskvand. Det karakteristiske farvemønster, der kendetegner de voksne havlampretter, er et godt artskendetegn, men det findes ikke hos fisk under ca. 30 cm. Så mindre havlampretter (efter forvandlingen) kan kendes fra flodlampretter og bæklampretter på, at sugeskiven har talrige tandkredse arrangeret i let kurvede rækker, mens flodlampretten og bæklampretten har færre og mere spredte tandkredse. Havlamprettens larver har 66-75 kropssegmenter mellem bageste gælleåbning og gattet, mens flodlampretten og bæklamprettens larver har 58-69 (oftest ca. 62). Ålen har brystfinner (mangler hos lampretter) og en egentlig mund. Slimålen har ingen øjne.

Havlampretten yngler i ferskvand, men lever en del af sit liv i saltvand. De nedgravede larver lever af dødt organisk materiale, kiselalger og forskellige mikroorganismer, som de filtrerer fra vandet. Voksne havlampretter lever som parasitter på andre fisk. Herhjemme findes de oftest på torskefisk, men de er også fundet på bl.a. hornfisk, laks, majsild, makrel, sild, stavsild og ørred. Lampretterne suger sig fast på byttet, hvorefter de rasper hul i huden og suger blod og andre kropsvæsker. De kan også suge sig fast til eksempelvis skibe og bruge dem som transportmiddel. I Danmark er gydemodne havlampretter registreret i vandløbene fra april til begyndelsen af oktober med juni-juli som højsæson. Hannen konstruerer (undertiden med hunnens hjælp) en primitiv rede af sten. Havlampretter yngler kun en enkelt gang, og de dør inden for tre døgn efter gydningen.

I ferskvand træffes den normalt i floder og større åer. Man ved kun meget lidt om deres ophold i havet, men parasitiske havlampretter lever både nær bunden og oppe i vandsøjlen i jagten på større byttefisk. De fleste havlampretter træffes ligesom deres værtsfisk i de kystnære områder ned til en dybde på omkring 200 m. Sjældnere findes de også på åbent hav.

Sjælden herhjemme. Arten er dog gennem tiden fundet i de fleste farvande og i en række af vore fjorde og åer.

Lampretter kendes fra gammel tid som "niøjer". Navnet kan spores tilbage til 1300-tallet og refererer til de ni ”øjne”, som ses fra siden (syv gælleåbninger, ét øje og én næseåbning). Lampretternes larver kaldtes tidligere for hørål, fordi man ofte fandt dem mellem hørstængler, som var lagt ud i åerne til rødning – en forrådnelsesproces, der gør fibrene anvendelige til tekstil.

Fiskeatlas - Artstekster. Statens Naturhistoriske Museum.

Lampret. Uddrag fra Folk og fauna (Brøndegaard, 1985-86) via KSLA (Kungliga Skogs- och Lantbruksakademien).