Ålekvabben minder blandt de danske fisk mest om den almindelige ålebrosme. Ålekvabben kendes bl.a. på, at den har et tydeligt indhak bagest i rygfinnen, som ikke findes hos ålebrosmen. Fra Sars’ porebrosme kendes ålekvabben på sin noget kraftigere bygning. Tangspræl, buskhoved, spidshalet langebarn og plettet langebarn har alle en egentlig velafsat halefinne, mens de uparrede finner er vokset sammen til en sammenhængende bræmme hos ålekvabben.

Føden består af små hvirvelløse dyr som orme, krebsdyr og snegle og muslinger. Ålekvabber æder også fiskeæg og -yngel. Ålekvabber kan være aktive både dag og nat, men det er især om natten, at de kommer frem fra deres skjul for at søge føde. Ålekvabber kan findes i store tætheder, men de danner ikke egentlige stimer eller flokke. Ålekvabben er en koldtvandsfisk, hvilket bl.a. ses ved, at de yngler om vinteren. Hunnerne føder levende unger fra december til marts. Fiskene kan leve i op til 10 år, men blive sjældent ældre end fem år gamle.

Ålekvabben er en bundfisk, der hovedsagelig lever på lavt vand. De træffes helt inde fra kysten (undertiden i tidevandspytter) og som regel ud til ca. 40 meters dybde. Særligt i fjordene, på beskyttede kyster og i havne er de talrige. Arten tåler brakvand og store udsving i vandets saltholdighed. Ålekvabber er endda i stand til at overleve i rent ferskvand i en periode.

Meget almindelig i hele landet. Især i fjordene og på kyster med tang og ålegræs er ålekvabben talrig.

Fiskeatlas - Artstekster. Statens Naturhistoriske Museum.

Ålekvabbe. Uddrag fra Folk og fauna (Brøndegaard, 1985-86) via KSLA (Kungliga Skogs- och Lantbruksakademien).

Ålekvabben er tidligere bl.a. blevet kaldt "ålemoder". Indtil man løste mysteriet om, at ålen yngler i Sargassohavet, var det nemlig en udbredt opfattelse, at ålekvabben måtte være hunnen til ålen.