Kendes fra de andre venstrevendte fladfisk i vore farvande let på, at øjesiden (ynglen undtaget) har tydelige spidse benknuder og mangler skæl. Den (og slethvarren) adskiller sig også fra de øvrige på kropsformen, der er næsten cirkelrund (ryg- og gatfinne medregnet), samt på de små og vidt adskilte øjne. Slethvarren er skælklædt og glat. Et andet godt kendetegn er de forreste rygfinnestråler, der hos pighvarren er svagt grenede og kun fri fra finnehuden i den yderste del, mens de er stærkt forgrenede og har karakteristiske trævlede forlængelser hos slethvarren.

Føden består hos de voksne pighvarrer næsten udelukkende af fisk, som tobiser, brislinger, sild, smelt og skrubber samt yngel af f.eks. hornfisk. I modsætning til de fleste andre fladfisk er pighvarren meget aktiv oppe i vandsøjlen, hvor den kan forfølge et bytte i længere tid. Fiskene vandrer mod kysten i skumringen og holder sig på dybere vand om dagen. Pighvarrer er ofte mest almindelige i områder med vind og bølger, hvor den begrænsede sigtbarhed kan give bedre beskyttelse mod rovdyr. Dette ser man bl.a. ved vestkysten. Gyder i danske farvande fra sidst i marts til august. Når larverne er cirka 30 mm lange, har de fuldført forvandlingen til fladfisk. Kan blive mindst op til 38 år gamle.

Lever især på en bund af sand og grus, hvor de kan grave sig ned. Fiskene findes helt inde fra kysten og som regel ud til ca. 80 meters dybde og maksimalt ud til knap 200 meters dybde. Pighvarrer tåler store udsving i både temperatur og saltholdighed og findes i både saltvand og brakvand.

Meget almindelig i danske farvande, også i vore fjorde.

Fiskeatlas - Artstekster. Statens Naturhistoriske Museum.

Hvarre. Uddrag fra Folk og fauna (Brøndegaard, 1985-86) via KSLA (Kungliga Skogs- och Lantbruksakademien).

Pighvarren skrives ofte i den korte form "pighvar", som også er den korrekte ifølge Dansk Sprognævn. Det samme kan siges om slethvarre ("slethvar"), og det kan undre, for alle andre hvarre-arter skrives med den lange form. Diskussionen er gammel, for den danske zoolog Henrik Krøyer (1799-1870) beskrev allerede i midten af 1800-tallet, at begge former blev brugt. Han var fortaler for kun at bruge den lange form, pighvarre.