#89694 | Dyreriget / Rygstrengsdyr / Hvirveldyr / Egentlige benfisk / Fladfiskeordenen / Pighvarrefamilien / Scophthalmus /

En mellemstor bundfisk og en af de største af vore fladfisk. Slethvarren hører til de venstrevendte fladfisk, da det højre øje ved forvandlingen til fladfisk vandrer over på venstre side af kroppen. Kroppen er meget høj og næsten cirkelrund (ryg- og gatfinne medregnet). Øjnene er små, og de sidder langt fra hinanden. Rygfinnen består af 73-83 finnestråler. De forreste stråler i rygfinnen er stærkt grenede og fri af finnehuden i størstedelen af længden, så de får et frynset udseende. Fisken er dækket af små overlappende glatte skæl. Bliver normalt højst ca. 50 cm, men kan blive op til 75 cm og veje 8 kg.
Forvekslingsmuligheder
Kendes fra de andre venstrevendte fladfisk i vore farvande bl.a. på en meget høj krop, som er dækket af glatskæl på både øje- og blindside. Den (og pighvarren) adskiller sig også fra de øvrige på kropsformen, der er næsten cirkelrund (ryg- og gatfinne medregnet), samt på de små og vidt adskilte øjne. Pighvarren mangler skæl, men har et stort antal spidse benknuder (mangler hos ynglen) i huden på øjesiden. Et andet godt kendetegn er de forreste rygfinnestråler, der hos pighvarren er svagt grenede og kun fri fra finnehuden i den yderste del, mens de er stærkt forgrenede og har karakteristiske trævlede forlængelser hos slethvarren.
Biologi
Føden består især af fisk, som tobiser, kutlinger, små-sild, brislinger, små skrubber og små torskefisk, men også større krebsdyr og blæksprutter. Slethvarren er en udpræget rovfisk, der med sin store mund kan tage ret store byttedyr. Den jager overvejende bevægeligt bytte vha. synet. Byttet suges ind med det undertryk, der skabes, når fiskene lynhurtigt åbner munden. I Nordeuropa yngler slethvarrerne fra marts til august, og larverne forvandler sig til fladfisk, når de er 12-26 mm. Kan blive mindst op til 22 år og formodentlig ældre. Hunnerne kan blive ældst.
Levested
Lever på havbunden på sand- og grusbund, som skal være så finkornet, at fisken kan grave sig ned. Arten kan dog også træffes på andre typer bund. Slethvarren er en lavtvandsfisk. Ungerne lever de første ét til to år på helt lavt vand på sandbund. Med alderen trækker de ud på dybere vand, gerne på 5-50 meters dybde og sjældent dybere end 80 m. Arten tåler ikke brakvand i samme grad som f.eks. pighvarrer.
Udbredelse
Almindelig i danske farvande, bortset fra de dybeste dele af Skagerrak og de mest brakke områder, såsom Østersøen. Eksempelvis er den kun fundet få gange i vore fjorde.
Kilde
Videre læsning
Hvarre. Uddrag fra Folk og fauna (Brøndegaard, 1985-86) via KSLA (Kungliga Skogs- och Lantbruksakademien).
Sjove fakta
Det danske navn slethvarre betyder ”glathvarre”. Slethvarren skrives ofte i den korte form "slethvar", som også er den korrekte ifølge Dansk Sprognævn. Det samme kan siges om pighvarre ("pighvar"), og det kan undre, for alle andre hvarre-arter skrives med den lange form.

Arter er et fællesskab, hvor alle kan hjælpe med at finde, registrere og bestemme arter. Du kan samtidig få inspiration til naturoplevelser og viden om Danmarks artsrigdom.
Arter er et samarbejde mellem Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, Statens Naturhistoriske Museum og Naturhistorisk Museum Aarhus
Projektet er finansieret af Aage V. Jensen Naturfond, 15. Juni Fonden og den danske stat.
På Arter finder du:
fund
brugere
datasæt
Du kan ringe til supporten på hverdage mellem kl. 9 og 14 på +45 31 50 15 70, eller du kan udfylde denne kontaktformular
Få hjælp og vejledning i vores hjælpeunivers
Arters app gør det let at registrere dine fund via mobilen. Med appen kan du få viden om arterne og se, hvad andre brugere finder i nærheden af dig.
Hvis du færdes steder med dårlig internetforbindelse, kan du registrere dine fund og uploade dem senere.
Hent appen: