#100188 | Dyreriget / Leddyr / Hexapoda / Insekter / Næbmunde / Tæger / Frøtæger / Megalonotus /

Klitfrøtægen er en middelstor frøtæge. Hovedet er sort, og antennerne sorte - 2. led dog som regel gulbrunt på nær spidsen. Pronotum er ensfarvet sort med korte og lange hår, som især er tydelige på sidekanterne. Pronotum har en svag, men tydelig indsnøring lidt bag midten, og forreste del af pronotum er karakteristisk hvælvet. Scutellum er sort, og dækvingerne er gulbrune, mørkebrune eller sorte.
Membranen er grålig eller mørkebrun med lysere ribber og af og til en lys plet forrest. De kraftigt fortykkede forlår er sorte - skinneben og fødder brune eller rødbrune. Langvingede individer forekommer, men dyr med reducerede vinger ses mere hyppigt. Især bageste del af pronotum samt scutellum og dækvinger er matte med kraftig punktering. Længde 5,2-6,7 mm.
Forvekslingsmuligheder
Klitfrøtægen ligner de andre Megalonotus-arter. De sorte forlår gør dog , at den let kan skelnes fra Megalonotus antennatus, som har gulbrune eller lyst rødgule forlår. Megalonotus praetextatus kendes på, at pronotum og dækvinger er skinnende og stort set hårløse, hos klitfrøtægen er pronotum og dækvinger matte og tæt hårede. Hos Megalonotus dilatatus bærer pronotum kun fine, korte hår, hos klitfrøtægen er pronotum udstyret med både korte og lange hår.
Mest ligner den Megalonotus sabulicola, som den tidligere har været sammenblandet med. De to arter adskilles ved hjælp af farven på de mellemste og bageste skinneben og fødder. Hos klitfrøtægen er benene brune eller mørkt rødbrune - i det mindste mod spidsen, hos Megalonotus sabulicola er benene samt 1. fodled gulbrune. Megalonotus sabulicola er desuden lidt mindre end klitfrøtægen.
Biologi
Arten lever af frø fra mange slags planter. De voksne tæger overvintrer. Parring og æglægning foregår i maj eller juni, og hunnerne lægger æggene enkeltvis på plantestængler eller på græsstrå. Nymfer kan findes gennem det meste af sommeren, og de nye voksne tæger er fremme fra august. Der er én årlig generation.
Levested
Typiske levesteder er åbne, solvarme lokaliteter som heder, overdrev, klitter og grusgrave. Arten lever af frø fra mange slags planter, og den er bl.a. fundet under sand-star, hedelyng, høgeurt og kløver samt mellem mosser og laver.
Udbredelse
Klitfrøtægen er fundet i de fleste landsdele og må betragtes som udbredt og almindelig.
Kilde
Skipper, L. & O.F. Nielsen. 2018. Danmarks frøtæger. Danmarks dyreliv bind 15. Apollo Booksellers (download bogen her).
Videre læsning
Sjove fakta

Arter er et fællesskab, hvor alle kan hjælpe med at finde, registrere og bestemme arter. Du kan samtidig få inspiration til naturoplevelser og viden om Danmarks artsrigdom.
Arter er et samarbejde mellem Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, Statens Naturhistoriske Museum og Naturhistorisk Museum Aarhus
Projektet er finansieret af Aage V. Jensen Naturfond, 15. Juni Fonden og den danske stat.
På Arter finder du:
fund
brugere
datasæt
Du kan ringe til supporten på hverdage mellem kl. 9 og 14 på +45 31 50 15 70, eller du kan udfylde denne kontaktformular
Få hjælp og vejledning i vores hjælpeunivers
Arters app gør det let at registrere dine fund via mobilen. Med appen kan du få viden om arterne og se, hvad andre brugere finder i nærheden af dig.
Hvis du færdes steder med dårlig internetforbindelse, kan du registrere dine fund og uploade dem senere.
Hent appen: