#100190 | Dyreriget / Leddyr / Hexapoda / Insekter / Næbmunde / Tæger / Frøtæger / Megalonotus /

Ingen fotos...
En mellemstor, mørk og langstrakt frøtæge. Hovedet er sort, og de lange antenner er overvejende lyse inderst og sorte yderst. Pronotum er sort med en forholdsvis svag, men alligevel tydelig indsnøring lidt bag midten, og forreste del af pronotum er karakteristisk hvælvet eller "opsvulmet". Scutellum er sort, og dækvingerne er mørkebrune eller sorte. Membranen er mørk med utydelige ribber. Benene er gulbrune eller lyst rødgule, og forlåret er kraftigt fortykket. Både langvingede og kortvingede individer findes, men de kortvingede er normalt i klart overtal. Hele dyret er skinnende overalt og med kraftig punktering. Længde 4,0-5,2 mm.
Forvekslingsmuligheder
Ligner de andre Megalonotus-arter, men kendes på de gulbrune eller lyst rødgule forlår og på antennerne, der er gule på yderste halvdel af 1. led samt hele 2. led - og i øvrigt sorte. Hos de fire øvrige Megalonotus-arter er forlårene helt eller overvejende sorte eller mørkebrune, og antennerne er anderledes farvede. Arten kan måske også overfladisk forveksles med flere andre af vore frøtæger, men kendes på pronotums karakteristiske udseende.
Biologi
Lever sandsynligvis af frø fra mange forskellige slags planter. Den voksne tæge overvintrer og kommer forholdsvis sent frem, og parring og æglægning foregår normalt først i maj eller juni. Nymfer kan findes gennem det meste af sommeren, og de nye voksne tæger er fremme fra slutningen af juli eller hen i august. Der er én årlig generation.
Levested
Findes især på tørre og varme lokaliteter med sparsom bevoksning - ofte på sandbund eller kalkbund. Den kan dog også træffes på mere fugtige og delvis skyggede biotoper som skovlysninger, skovbryn, frodige enge og lettere tilgroede moser. Man har ikke kendskab til de nøjagtige værtsplanter. Opholder sig stort set altid på jorden. Overvintrer under vissent løv og andet plantemateriale eller i mos.
Udbredelse
Arten er sjælden, og der er kun indsamlet få eksemplarer her fra landet. Der er gamle fund fra Østjylland, Fyn, Sydsjælland og Nordøstsjælland og enkelte nyere fra Lolland og Møn. Arten findes altså stadig hos os, sandsynligvis primært i de sydøstlige landsdele.
Kilde
Skipper, L. & O.F. Nielsen. 2018. Danmarks frøtæger. Danmarks dyreliv bind 15. Apollo Booksellers (download bogen her).
Videre læsning
Sjove fakta

Arter er et fællesskab, hvor alle kan hjælpe med at finde, registrere og bestemme arter. Du kan samtidig få inspiration til naturoplevelser og viden om Danmarks artsrigdom.
Arter er et samarbejde mellem Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, Statens Naturhistoriske Museum og Naturhistorisk Museum Aarhus
Projektet er finansieret af Aage V. Jensen Naturfond, 15. Juni Fonden og den danske stat.
På Arter finder du:
fund
brugere
datasæt
Du kan ringe til supporten på hverdage mellem kl. 9 og 14 på +45 31 50 15 70, eller du kan udfylde denne kontaktformular
Få hjælp og vejledning i vores hjælpeunivers
Arters app gør det let at registrere dine fund via mobilen. Med appen kan du få viden om arterne og se, hvad andre brugere finder i nærheden af dig.
Hvis du færdes steder med dårlig internetforbindelse, kan du registrere dine fund og uploade dem senere.
Hent appen: