#100191 | Dyreriget / Leddyr / Hexapoda / Insekter / Næbmunde / Tæger / Frøtæger / Megalonotus /

En mellemstor frøtæge med et stærkt skinnende udseende. Hoved, pronotum og scutellum er skinnende sorte og stort set uden hår. Yderste halvdel af 1. og 2. antenneled gulbrune - antenner i øvrigt sorte. Pronotum har en ganske tydelig indsnøring lidt bag midten, og forreste del af pronotum er karakteristisk hvælvet. Dækvingerne er gulbrune forrest med store udflydende sorte pletter bagest. Membranen er lys forrest og sort bagest. De kraftigt fortykkede forlår er sorte - dog kan de være gulbrune yderst - ellers er benene brunlige eller gullige. Arten er altid langvinget - evt. med svagt reducerede vinger. Hele dyret med tydelig punktering. Længde 3,9-5,1 mm.
Forvekslingsmuligheder
Kan forveksles med vore fire øvrige Megalonotus-arter. De sorte forlår (dog evt. gulbrune yderst) gør den let at adskille fra Megalonotus antennatus, som har gulbrune eller lyst rødgule forlår. Megalonotus praetextatus kendes fra de øvrige Megalonotus-arter på, at pronotum og dækvinger er skinnende og stort set hårløse, hos de tre resterende Megalonotus-arter er pronotum og dækvinger matte og tæt hårede. De store udflydende sorte pletter på dækvingerne er også karakteristisk for Megalonotus praetextatus.
Biologi
Lever af frø fra en række forskellige planter. De voksne tæger overvintrer og kommer frem, når det bliver forår, og parring og æglægning finder sted i maj eller juni. Nymfer kan findes fra juni og gennem det meste af sommeren frem til august, og de nye voksne tæger er fremme fra slutningen af juli eller i august. Der er én årlig generation.
Levested
Typiske levesteder er tørre, sandede og varme lokaliteter som overdrev, strandenge, ruderater, brakmarker og klitområder - ofte på sandbund eller kalkbund. Opholder sig mest på jorden under værtsplanterne, heriblandt storkenæb, hejrenæb, læge-oksetunge og krumhals. Overvintrer under vissent løv eller i mos.
Udbredelse
Arten er fundet i de fleste landsdele, men må nok alligevel betragtes som noget lokal og ikke almindelig. Der er især en del gamle fund, men også adskillige nye - både fra Jylland og Øerne.
Kilde
Skipper, L. & O.F. Nielsen. 2018. Danmarks frøtæger. Danmarks dyreliv bind 15. Apollo Booksellers (download bogen her).
Videre læsning
Sjove fakta

Arter er et fællesskab, hvor alle kan hjælpe med at finde, registrere og bestemme arter. Du kan samtidig få inspiration til naturoplevelser og viden om Danmarks artsrigdom.
Arter er et samarbejde mellem Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, Statens Naturhistoriske Museum og Naturhistorisk Museum Aarhus
Projektet er finansieret af Aage V. Jensen Naturfond, 15. Juni Fonden og den danske stat.
På Arter finder du:
fund
brugere
datasæt
Du kan ringe til supporten på hverdage mellem kl. 9 og 14 på +45 31 50 15 70, eller du kan udfylde denne kontaktformular
Få hjælp og vejledning i vores hjælpeunivers
Arters app gør det let at registrere dine fund via mobilen. Med appen kan du få viden om arterne og se, hvad andre brugere finder i nærheden af dig.
Hvis du færdes steder med dårlig internetforbindelse, kan du registrere dine fund og uploade dem senere.
Hent appen: