Søhestes hoved danner en vinkel til kroppen, mens hovedet går lige over i kroppen hos tangnålene. Fra stor næbsnog, krumsnudet næbsnog og snippe kendes den almindelige tangnål først og fremmest på, at den har brystfinner, gatfinne (meget lille) og en tydelig halefinne (mangler hos næbsnogene og er meget lille hos snippen). Fra lille tangnål og stor tangnål, som har omtrent samme bygning og samme finner, kendes den lettest på, at snuden er lang, sammentrykt og højere end øjets diameter. Hos både lille tangnål og stor tangnål er snuden cylindrisk og lavere eller lig øjets diameter.

Føden består af små hvirvelløse dyr, specielt krebsdyr som vandlopper, og fiskeyngel. Oftest ses fiskene enkeltvis, men i nogle tilfælde ses fiskene i større eller mindre grupper – gerne over store sten, tangduske eller ålegræs. Fiskene bruger ikke fart for at undgå rovdyr, men beskytter sig udelukkende med kamuflage. Yngletiden er lang, og hanner med æg og yngel træffes i perioden fra marts til oktober. Hannerne kan nå at udruge flere kuld i løbet af sæsonen.

Findes fra strandkanten ud til cirka 15 meters dybde. Fiskene er normalt knyttet til bunden, hvor de er særligt talrige i områder med sand- eller mudderbund med tang og ålegræs. Når fiskene står lodret mellem ålegræsset og strengetang, er de godt kamuflerede. Arten tåler brakvand med lavt saltindhold og kan overleve kortere perioder i ferskvand.

Meget almindelig i brakvand, dog sjælden ved Bornholm. Kendes fra de fleste af vores fjorde og er registreret enkelte gange i ferskvand.

Fiskeatlas - Artstekster. Statens Naturhistoriske Museum.

Nålefisk_Tangnål. Uddrag fra Folk og fauna (Brøndegaard, 1985-86) via KSLA (Kungliga Skogs- och Lantbruksakademien).

Ligesom hos søheste er det hannen hos tangnåle, der udruger æggene i en rugepose på undersiden af halen. Hver hun producerer typisk flere æg, end en enkelt han kan rumme, og de afsættes i portioner i rugeposerne hos flere hanner. Hannen kan åbne og lukke rugeposen, så ungerne kan foretage småekskursioner ud i det fri.