Snippens mange tværbånd adskiller den markant fra vore øvrige tangnåle. Stor tangnål, almindelig tangnål og lille tangnål har desuden alle brystfinner og en egentlig halefinne, som mangler hos snippen. Fra både stor næbsnog og krumsnudet næbsnog kendes snippen foruden sine tværbånd på, at dens gat sidder under den bageste del af rygfinnen, mens det sidder under den forreste del af rygfinnen hos de andre.

Føden består især af små hvirvelløse dyr, f.eks. krebsdyr og bløddyr. Fiskene kan svømme både forlæns og baglæns. Når fiskene opholder sig i vegetationen, sidder de ofte med halen snoet omkring stænglerne. De kan også findes liggende frit på bunden. Arten foretrækker, at havets saltholdighed ikke bliver alt for lav. Ligesom hos vores andre tangnåle det hannen hos snippen, der udruger ungerne på bugen. Yngletiden er juni-juli. Kan blive mindst to år gammel.

Lever på 1-600 meters dybde. Snippen træffes oftest nær kysterne mellem tangplanter og ålegræs, men fiskene ses også langt til havs. Ofte sker det sammen med tangrester, som de har snoet halen omkring. Arten er altså ikke en rendyrket bundfisk, men findes også i de frie vandmasser.

Forholdsvis almindelig i Skagerrak og Kattegat, men i Østersøen er snippen meget sjælden.

Fiskeatlas - Artstekster. Statens Naturhistoriske Museum.

Gennem tiden er snippen blevet brugt som ”vejrfisk”. En tørret snippe ophængt vandret i en bomuldssnor drejer nemlig i forskellige retninger alt efter vejret. I virkeligheden skyldes fiskens bevægelser, at ændringer i luftfugtigheden har fået fibrene i bomuldssnoren til henholdsvis at trække sig sammen eller udvide sig.