Sikaen er mindre end krondyr og dådyr, men er større end rådyr. Den er letgenkendelig på dens aftegninger og størrelse. 

Sikaen lever udelukkende af planteføde, der primært består af græsser og urter. Dog æder sikaen også svampe, skud, knopper, bregner, bark og olden. Sikaerne er overvejende nataktive, hvor de finde deres føde. Uden for brunsttiden færdes sikahjortene sammen i små rudler bestående af en ældre hjort og et par yngre hjorte. Sikahinderne danner også små rudler med en-to hinder, nye sikakalve og eventuelt kalve fra forrige år. Brunstperioden varer fra september til december, hvor hjortene tiltrækker hinderne med brunstgruber. Brunstgruber består af små fordybninger i jorden, som hjortene oversprøjter med urin og sædvæske. Sikahinden får oftest én kalv efter en drægtighedsperiode på ca. 7,5 måned, der dier ved moderen til den er 7-10 måneder gammel. Sikahjorten kaster sit gevir i april-maj, hvorefter et nyt vokser ud. Under vokseperioden er geviret dækket af et tyndt lag hud kaldet basten. I august-september er geviret færdigudviklet og hjorten fejer basten af mod træer og buske. 

Sikaerne holder om dagen til i tæt bevokset skov, mens de om natten søger føde rundt i skove og på nærliggende åbne områder, såsom marker. 

Sikaen blev indført fra Asien i 1900-tallet. I dag er den udbredt på få lokaliteter i den nordøstlige del af Jylland og i Sydvestsjælland. 

Når sikahjorten er i brunst, udstøder den et højt og gennemtrængende fløjt eller skrig.