Fra makrellen og den bredskællede fregatmakrel kendes den rygstribede pelamide let, idet den kun har et ganske lille mellemrum mellem rygfinnerne, mens mellemrummet hos de to andre er mindst som basis af forreste rygfinne. Den atlantiske tun er nærmest ensfarvet uden striber, mønstre og pletter. Den bugstribede bonit har fire til seks mørke næsten vandrette bånd på hver side af bugen under sidelinjen. Thunninen har et uregelmæssigt mønster af mørke, bølgede striber på det skælløse område over sidelinjen og ca. tre til syv mere eller mindre tydelige blåsorte pletter forrest på hver side af bugens skælløse område.

Føden består primært af små stimefisk som sildefisk (ansjoser, brislinger og sardiner), torskefisk (særligt hvillinger), multer, pikareller, flyvefisk og makreller, og fiskene går ikke af vejen for at æde en artsfælle. Også blæksprutter og krebsdyr indgår i føden. Rygstribede pelamider er stimefisk, og stimerne kan bestå af forskellige tunarter. Arten er forholdsvis varmekrævende og foretrækker højere temperaturer end 15 °C. Yngler ikke ved Nordeuropa. Kan blive op til syv år, men fisk over fem år er sjældne.

Lever i havets frie vandmasser fra overfladen ned til ca. 200 meters dybde. Arten tåler brakvand og træffes i deltaområder.

En forholdsvis sjælden gæst herhjemme, som dog ofte registreres årligt eller med få års mellemrum og i nogle år adskillige gange.

Fiskeatlas - Artstekster. Statens Naturhistoriske Museum.