Fra makrellen og den bredskællede fregatmakrel kendes den let, idet afstanden mellem rygfinnerne er mindre end øjets diameter, mens den hos de to andre er lig med eller større end basis af forreste rygfinne. Fra atlantisk tun, rygstribet pelamide og bugstribet bonit kendes den lettest på farverne. Den atlantiske tun er nærmest ensfarvet uden striber, mønstre og pletter, den bugstribede bonit har fire til seks mørke næsten vandrette bånd på hver side af bugen under sidelinjen, og den rygstribede pelamide har 5-20 smalle, mørke længdebånd på den øverste halvdel af kroppen og sommetider omkring 10 brede, mørke tværbånd.

Den vigtigste føde er stimefisk, f.eks. sildefisk og hestemakreller, men krebsdyr, blæksprutter og andre hvirvelløse dyr er også på menuen. Arten danner også selv stimer, gerne med andre arter. Når thunninerne jager småfisk, presses disse ofte op til overfladen, hvor mængder af havfugle lokkes til. Ligesom andre tunarter er thunniner meget hurtige, og de kan angiveligt opnå en topfart på 64 km/t. En del af grunden til deres hurtighed skyldes, at de er i stand til at opretholde en kropstemperatur, der er højere end vandets. I Atlanterhavet gyder fiskene fra april til november, og de kan blive op til 10 år gamle.

Lever i havets frie vandmasser og gerne tæt på kysten.

En meget sjælden sommer- og efterårsgæst i danske farvande. Arten er ikke truffet herhjemme siden 1961.

Fiskeatlas - Artstekster. Statens Naturhistoriske Museum.