#68979 | Dyreriget / Rygstrengsdyr / Hvirveldyr / Egentlige benfisk / Aborreordenen / Læbefiskfamilien / Centrolabrus /

En lille saltvandsfisk. Kroppen er kort, høj og sammentrykt. munden er, som navnet antyder, meget lille og når ikke tilbage til en lodret linje fra næseborene. Kanten af forgællelåget er tydeligt tandet. Gatfinnen har normalt fem pigstråler (sjældnere fire eller seks) fortil, hvilket er det højeste antal blandt vores læbefisk, og seks til ni blødstråler bagtil. Farven varierer, især efter køn. kønsmodne hanner er meget mere farvestrålende end hunnerne (og de juvenile hanner). Oftest er ryggen olivenbrun med blå skælkanter, mens siderne er blågrønne med gylden glans. Bugen er lysere. Kinderne og hovedets underside har skiftevis blå og rødbrune bånd. Ryg- og gatfinne har rækker af brunlige og blå pletter, der kan danne sammenhængende bånd. Kan normalt blive op til 13 cm, men i sjældne tilfælde op til 18 cm.
Forvekslingsmuligheder
Fra små eksemplarer af berggylten kendes den småmundede gylte på, at kanten af forgællelåget er stærkt tandet, mens den er glat hos berggylten. Berggyltens mund er også større end den småmundede gyltes. Savgylten og havkarussen har tydelige mørke pletter på krop og finner, som den småmundede gylte mangler. Savgylten har normalt en mørk plet midt på haleroden og bag øjet, mens havkarussen har en mørk plet øverst på haleroden og forrest i rygfinnen.
Biologi
Føden består af af hvirvelløse dyr som muslinger, snegle, tanglopper, vandlopper og havbørsteorme. Og så fungerer arten også som "pudsefisk", hvor den spiser parasitter fra gæller og hud hos andre fisk. De småmundede gylter er mere stimedannende end vore øvrige læbefisk og dagaktiv. Den foretrækker som alle vore læbefisk forholdsvis saltholdigt vand, hvilket formentlig er en væsentlig årsag til den lille udbredelse herhjemme. Arten er tillige ret varmekrævende. Fiskene yngler fra maj til juni og kan blive op til nå år gammel.
Levested
Lever typisk på stenrev eller ved klippekyster på 2-25 meters dybde, men fiskene er fundet ned til ca. 90 meters dybde. De unge eksemplarer holder til mellem tang og ålegræs på lavt vand, mens de ældre småmundede gylter træffes i tangskovene på lidt dybere vand.
Udbredelse
Sjælden i danske farvande og findes primært i den nordlige del af Kattegat.
Kilde
Videre læsning
Sjove fakta
Navnet gylte, der også bruges om flere andre læbefisk, kommer af ordet gylt (en gris, der er drægtig for første gang). Det hentyder til det trynelignende snudeparti – et træk der ses mere markant hos f.eks berggylte og junkergylte end hos småmundet gylte.

Arter er et fællesskab, hvor alle kan hjælpe med at finde, registrere og bestemme arter. Du kan samtidig få inspiration til naturoplevelser og viden om Danmarks artsrigdom.
Arter er et samarbejde mellem Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, Statens Naturhistoriske Museum og Naturhistorisk Museum Aarhus
Projektet er finansieret af Aage V. Jensen Naturfond, 15. Juni Fonden og den danske stat.
På Arter finder du:
fund
brugere
datasæt
Du kan ringe til supporten på hverdage mellem kl. 9 og 14 på +45 31 50 15 70, eller du kan udfylde denne kontaktformular
Få hjælp og vejledning i vores hjælpeunivers
Arters app gør det let at registrere dine fund via mobilen. Med appen kan du få viden om arterne og se, hvad andre brugere finder i nærheden af dig.
Hvis du færdes steder med dårlig internetforbindelse, kan du registrere dine fund og uploade dem senere.
Hent appen: