Fra små eksemplarer af berggylten kendes den småmundede gylte på, at kanten af forgællelåget er stærkt tandet, mens den er glat hos berggylten. Berggyltens mund er også større end den småmundede gyltes. Savgylten og havkarussen har tydelige mørke pletter på krop og finner, som den småmundede gylte mangler. Savgylten har normalt en mørk plet midt på haleroden og bag øjet, mens havkarussen har en mørk plet øverst på haleroden og forrest i rygfinnen.

Føden består af af hvirvelløse dyr som muslinger, snegle, tanglopper, vandlopper og havbørsteorme. Og så fungerer arten også som "pudsefisk", hvor den spiser parasitter fra gæller og hud hos andre fisk. De småmundede gylter er mere stimedannende end vore øvrige læbefisk og dagaktiv. Den foretrækker som alle vore læbefisk forholdsvis saltholdigt vand, hvilket formentlig er en væsentlig årsag til den lille udbredelse herhjemme. Arten er tillige ret varmekrævende. Fiskene yngler fra maj til juni og kan blive op til nå år gammel.

Lever typisk på stenrev eller ved klippekyster på 2-25 meters dybde, men fiskene er fundet ned til ca. 90 meters dybde. De unge eksemplarer holder til mellem tang og ålegræs på lavt vand, mens de ældre småmundede gylter træffes i tangskovene på lidt dybere vand.

Sjælden i danske farvande og findes primært i den nordlige del af Kattegat.

Fiskeatlas - Artstekster. Statens Naturhistoriske Museum.

Navnet gylte, der også bruges om flere andre læbefisk, kommer af ordet gylt (en gris, der er drægtig for første gang). Det hentyder til det trynelignende snudeparti – et træk der ses mere markant hos f.eks berggylte og junkergylte end hos småmundet gylte.