På grund af sin aflange kropsform og karakteristiske farvetegninger er den sorthalede junkergylte let at kende fra de øvrige danske læbefisk og øvrige fiskearter.

Føden består af muslingeyngel, små snegle, søpindsvin, rejer, orme og tanglopper. Junkergylter danner ikke egentlige stimer, men ofte ses adskillige fisk i det samme område. Sådanne grupper er som regel domineret af en stor han. Det sker også, at fiskene træffes enkeltvis. Den sorthalede junkergylte er som mange andre læbefisk udpræget dagsaktiv, og om natten gemmer fiskene sig. Arten lever på eller nær klipper og sten, men kan også gemme sig i den sandede del af havbunden ved at grave sig ned, hvis de skræmmes. Yngleperioden strækker sig i Middelhavet normalt fra maj til august. Kan blive op til 7 år.

Findes ved klippekyster og på kystnære stenrev, specielt på steder med tang eller ålegræs. Oftest findes fiskene på 1-60 meters dybde, men de største hanner kan findes helt ned til 120 meters dybde. De unge fisk findes sjældent dybere end 10 meter.

Meget sjælden. Arten kendes kun fra et par enkelte fangster i danske farvande i 1800-tallet. I 1834 blev to fisk fanget ved Strib i Lillebælt. Nogle år senere, før 1885, blev der fanget yderligere et par stykker ved Hellebæk i Nordsjælland.

Fiskeatlas - Artstekster. Statens Naturhistoriske Museum.

Det er usikkert, hvorfor arten har fået sit danske navn ”junker”, som er en tysk adelstitel. Men det er formentlig afledt af det tyske artsnavn, Meerjunker (havjunker). Navnet gylte er afledt af ordet ”gylt”, der er betegnelsen for en hungris, som er drægtig for første gang. Dette hentyder til den langstrakte, kødfulde snude, der kan minde om en grisetryne.