Fra de øvrige læbefisk i danske farvande kendes havkarussen lettest på de sorte pletter forrest i rygfinnen samt øverst på haleroden. Hos savgylte sidder den sorte plet midt på haleroden (ikke øverst på haleroden).

Føden består af hvirvelløse dyr som krebsdyr, bløddyr og børsteorme. Havkarussen er forholdsvis hårdfør, når det kommer til udsving i saltholdighed og temperatur. Den er normalt meget stationær og svømmer sjældent langt ud i de frie vandmasser, men foretrækker at afpatruljere et mindre revir med sten og alger, hvor den kender hvert eneste smuthul. Arten er ikke ret sky og lader sig let iagttage under f.eks. snorkling. Fiskene træffes enkeltvis, parvis eller sjældnere i små flokke. De danner ikke egentlige stimer. Som de fleste andre læbefisk er havkarussen udpræget dagaktiv. Yngler i Danmark primært i juli. Arten kan blive 20-25 år gammel.

Lever ved klippe- og stenbund. Desuden er den meget almindelig omkring havneanlæg, og den træffes også i områder med ålegræs. Den er almindelig på lavt vand og findes primært på 1-20 meters dybde. Om vinteren trækker fiskene ud på dybere vand og træffes ned til ca. 50 meters dybde.

Meget almindelig. Findes næsten overalt langs kysterne i Kattegat, Øresund, Lillebælt og Storebælt. Til gengæld er den kun registreret en enkelt gang ved Bornholm, omkring år 1900.

Fiskeatlas - Artstekster. Statens Naturhistoriske Museum.

Havkarussen optræder i en vis udstrækning som ”pudsefisk”, der æder parasitter fra huden af andre fisk, f.eks. berggylte.