#100176 | Dyreriget / Leddyr / Hexapoda / Insekter / Næbmunde / Tæger / Frøtæger / Rhyparochromus /

Stor frøtæge er en stor, ret mørk frøtæge. Hovedet og de lange antenner er sorte, og pronotum er sort forrest, mens den bageste del er brun med sorte punkteringer. Pronotums smalle siderande er gulbrune, og scutellum er sort med en lys spids. Dækvingerne er gulbrune med en sort og hvid plet bagest. Membranen er ensfarvet sort eller mørkebrun - af og til med en lille lys plet forrest. Benene er lange og sorte. Arten er altid langvinget. Længde 6,8-8,1 mm.
Forvekslingsmuligheder
Stor frøtæge er forholdsvis let at kende. Dog minder den en del om Rhyparochromus phoeniceus, men hos denne art er membranen sort med en smal, hvidlig rand. Hos stor frøtæge er randen ensfarvet sort - ofte er der dog nogle få lyse pletter nær randen. Hos Rhyparochromus phoeniceus er der en smal mørk siderand på pronotum, hos stor frøtæge er pronotums kanter ensfarvet hvidgule.
Stor frøtæge vil desuden kunne forveksles med Rhyparochromus vulgaris, men denne kendes på de markante elfenbenshvide partier på pronotums sider. Graptopeltus lynceus samt Xanthochilus quadratus ligner også, men disse kendes på pronotums brede, gullige siderande.
Biologi
Lever af frø fra mange forskellige slags urter. De voksne tæger overvintrer og er ofte allerede fremme efter overvintringen i marts-april. Parring og æglægning finder sted om foråret, og hunnen lægger sine æg i vissent plantemateriale eller på jorden. Nymferne kan findes i en lang periode fra maj og frem til august, og de nye voksne tæger er fremme fra august. Der er én årlig generation.
Levested
Levestederne er solvarme og ofte sandede lokaliteter som heder, overdrev, ruderater og vejkanter. Træffes desuden ved kanten af nåleskov og i skovbryn, hvor der vokser eg og andre løvtræer. Arten er ikke bundet til bestemte planter. Opholder sig det meste af tiden nede på jorden i græsvegetationen, under lyngplanter eller mellem vissent plantemateriale. Overvintrer i den tørre og visne vegetation.
Udbredelse
Stor frøtæge er udbredt i hele landet, og den må regnes for ganske almindelig. På egnede lokaliteter kan den ofte findes i antal.
Kilde
Skipper, L. & O.F. Nielsen. 2018. Danmarks frøtæger. Danmarks dyreliv bind 15. Apollo Booksellers (download bogen her).
Videre læsning
Sjove fakta

Arter er et fællesskab, hvor alle kan hjælpe med at finde, registrere og bestemme arter. Du kan samtidig få inspiration til naturoplevelser og viden om Danmarks artsrigdom.
Arter er et samarbejde mellem Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, Statens Naturhistoriske Museum og Naturhistorisk Museum Aarhus
Projektet er finansieret af Aage V. Jensen Naturfond, 15. Juni Fonden og den danske stat.
På Arter finder du:
fund
brugere
datasæt
Du kan ringe til supporten på hverdage mellem kl. 9 og 14 på +45 31 50 15 70, eller du kan udfylde denne kontaktformular
Få hjælp og vejledning i vores hjælpeunivers
Arters app gør det let at registrere dine fund via mobilen. Med appen kan du få viden om arterne og se, hvad andre brugere finder i nærheden af dig.
Hvis du færdes steder med dårlig internetforbindelse, kan du registrere dine fund og uploade dem senere.
Hent appen: