#100166 | Dyreriget / Leddyr / Hexapoda / Insekter / Næbmunde / Tæger / Frøtæger / Xanthochilus /

Ingen fotos...
En relativt slank, mellemstor frøtæge. Hovedet er sort med store øjne og mørkebrune antenner. Pronotum har brede, gullige siderande. Bortset fra de gullige siderande er forreste afsnit af pronotum sort med tre, små gulbrune pletter ved forkanten, bageste del brun med tæt sort punktering. Scutellum er sort, og den midterste punktrække på clavus er buet og ikke parallel med den yderste punktrække. Dækvingerne er brune med sort punktering og en markant sort - ofte rhombeformet - plet bagest. Membranen er hvid eller hvidgul med en mere eller mindre langstrakt, sort plet på midten. Arten optræder med både langvingede individer og individer med reducerede vinger. Længde 4,6-5,8 mm.
Forvekslingsmuligheder
Vil umiddelbart kunne forveksles med Graptopeltus lynceus, som også har karakteristiske brede og gullige siderande. Xanthochilus quadratus kendes dog på den overvejende hvidlige membran og på, at den midterste punktrække på clavus er buet og ikke parallel med den yderste punktrække (som hos Rhyparochromus-arterne. Xanthochilus quadratus kan også minde om vore tre Rhyparochromus-arter, men kendes på pronotums brede siderande. Hos Rhyparochromus-arterne er pronotums siderande langt smallere. Xanthochilus quadratus er desuden lidt mindre end de fire nævnte frøtæger.
Biologi
Lever af frøene fra mange forskellige slags planter. I solskin er både voksne og nymfer meget aktive, og her kan man se dem løbe meget hurtigt rundt på jorden. De voksne tæger overvintrer. Parring og æglægning finder sted om foråret, og i maj lægger hunnen sine æg i vissent plantemateriale eller mellem græsrødder. Nymferne kan findes gennem hele sommeren fra juni til august, og de nye voksne tæger er fremme fra juli eller august. Der er én årlig generation.
Levested
Findes på tørre, sandede og solvarme lokaliteter med sparsom vegetation. Opholder sig mest nede på jorden.
Udbredelse
Der kendes kun ganske få fund fra Danmark. I 1800-tallet eller begyndelsen af 1900-tallet blev der lavet nogle indsamlinger på det østlige Falster. I over 100 år blev arten ikke registreret, men i 2020 blev den - noget uventet - meldt fra Bornholm.
Kilde
Skipper, L. & O.F. Nielsen. 2018. Danmarks frøtæger. Danmarks dyreliv bind 15. Apollo Booksellers (download bogen her).
Videre læsning
Sjove fakta

Arter er et fællesskab, hvor alle kan hjælpe med at finde, registrere og bestemme arter. Du kan samtidig få inspiration til naturoplevelser og viden om Danmarks artsrigdom.
Arter er et samarbejde mellem Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, Statens Naturhistoriske Museum og Naturhistorisk Museum Aarhus
Projektet er finansieret af Aage V. Jensen Naturfond, 15. Juni Fonden og den danske stat.
På Arter finder du:
fund
brugere
datasæt
Du kan ringe til supporten på hverdage mellem kl. 9 og 14 på +45 31 50 15 70, eller du kan udfylde denne kontaktformular
Få hjælp og vejledning i vores hjælpeunivers
Arters app gør det let at registrere dine fund via mobilen. Med appen kan du få viden om arterne og se, hvad andre brugere finder i nærheden af dig.
Hvis du færdes steder med dårlig internetforbindelse, kan du registrere dine fund og uploade dem senere.
Hent appen: