#100076 | Dyreriget / Leddyr / Hexapoda / Insekter / Næbmunde / Tæger / Løvtæger / Elasmostethus /

Overvejende lysegrøn med spredte, sorte punkteringer. Dækvinger, pronotum og scutellum er delvis rødlige eller rødbrune. Pronotums siderande er afrundede og kun svagt udstående. Bakgropsranden er ensfarvet grøn. I forbindelse med overvintringen kan dyrene skifte farve, så de grønne farver erstattes med rødbrune eller lysebrune farver. Om foråret bliver den grønne farve igen dominerende. Nymfen er grønlig med midtstillede røde pletter på bagkroppen. Længde 9-12 mm.
Forvekslingsmuligheder
Kan meget let forveksles med almindelig løvtæge og gedebladløvtæge, og en helt sikker artsbestemmelse kan kun foretages ved at studere hannernes genitalsegmenter under lup. Hos pileløvtæge findes på undersiden af bagkropsspidsen to hårduske og to tydelige ”tænder”, som er placeret yderligt (se fotos ovenfor). Hos almindelig løvtæge er der også to hårduske og to små ”tænder”, som her er placeret tæt ved hårduskene. Hos gedebladløvtæge findes der kun de to hårduske og ingen ”tænder”. Pileløvtæge kan måske også forveksles med stor løvtæge, som dog er tydeligt større, og som kan kendes på de spidse, udstående siderande på pronotum. Slank enebærtæge ligner også, men hos denne er det første antenneled meget kort og når kun en anelse ud over hovedets forkant. Hos alle de øvrige løvtæger er det første antenneled meget længere.
Biologi
Suger på værtstræernes knopper og frugter. Overvintrer som voksen tæge. Parring og æglægning sker fra maj frem til juli. Nymferne kan ses i juni-september, og de nye voksne tæger dukker op fra midten af august og kan nu findes frem til oktober. Der er én årlig generation.
Levested
Findes især i lysåbne moser, hvor der vokser femhannet pil, som er artens eneste værtstræ.
Udbredelse
En ret sjælden og meget lokal art, som kun er kendt fra en række lokaliteter i Jylland, et par steder på Fyn og på Bornholm. Arten blev først videnskabeligt beskrevet i 1934, og her i landet blev den først konstateret på Bornholm i 1983. Den har dog antagelig været her længe og har blot været overset.
Kilde
Nielsen, O.F. & L. skipper. 2015. Danmarks bredtæger, randtæger og ildtæger. Danmarks dyreliv bind 13. Apollo Booksellers (download bogen her).
Videre læsning
Sjove fakta

Arter er et fællesskab, hvor alle kan hjælpe med at finde, registrere og bestemme arter. Du kan samtidig få inspiration til naturoplevelser og viden om Danmarks artsrigdom.
Arter er et samarbejde mellem Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, Statens Naturhistoriske Museum og Naturhistorisk Museum Aarhus
Projektet er finansieret af Aage V. Jensen Naturfond, 15. Juni Fonden og den danske stat.
På Arter finder du:
fund
brugere
datasæt
Du kan ringe til supporten på hverdage mellem kl. 9 og 14 på +45 31 50 15 70, eller du kan udfylde denne kontaktformular
Få hjælp og vejledning i vores hjælpeunivers
Arters app gør det let at registrere dine fund via mobilen. Med appen kan du få viden om arterne og se, hvad andre brugere finder i nærheden af dig.
Hvis du færdes steder med dårlig internetforbindelse, kan du registrere dine fund og uploade dem senere.
Hent appen: