#100075 | Dyreriget / Leddyr / Hexapoda / Insekter / Næbmunde / Tæger / Løvtæger / Elasmostethus /
Overvejende lysegrøn med spredte, sorte punkteringer. Dækvinger, pronotum og scutellum er delvis rødlige eller rødbrune. Pronotums siderande er afrundede og kun svagt udstående. Bagkropsranden er ensfarvet grøn. Den røde farve kan variere noget, men ellers varierer arten ikke meget. Nymfen er lysegrøn med røde pletter på bagkroppens midte. Længde 9-12 mm.
Forvekslingsmuligheder
Vanskelig at adskille fra pileløvtæge og gedebladløvtæge. En helt sikker bestemmelse kan kun foretages ved at studere hannernes genital-segmenter under lup (se pileløvtæge for adskillelse). Almindelig løvtæge kan desuden forveksles med stor løvtæge. Denne er dog tydeligt større og har spidse, udstående siderande på pronotum. Slank enebærtæge er også en forvekslingsmulighed, men hos denne art er det første antenneled meget kort og når kun en anelse ud over hovedets forkant. Hos almindelig løvtæge og alle de øvrige løvtæger er det første antenneled meget længere.
Biologi
Suger på de umodne frugter af værtsplanterne. Den voksne tæge overvintrer og kan ofte findes allerede fra marts. Parring og æglægning sker fra maj til august. Nymfer kan træffes i juni-oktober. Nymferne lever selskabeligt gennem alle stadier. De nyforvandlede voksne tæger er fremme fra begyndelsen af august. De går sent til overvintring, og man kan som regel finde dem til langt hen i november. Der er én årlig generation.
Levested
Findes i løvskove, skovbryn, hække, haver og parker og i det hele taget alle steder, hvor der vokser birk eller pil, som er artens værtstræer. Overvintrer i vissent løv under værtstræerne.
Udbredelse
Udbredt og almindelig i hele landet – også på alle de større øer og flere af de mindre. Den optræder ofte i stort tal, hvor den forekommer.
Kilde
Nielsen, O.F. & L. skipper. 2015. Danmarks bredtæger, randtæger og ildtæger. Danmarks dyreliv bind 13. Apollo Booksellers (download bogen her).
Videre læsning
Sjove fakta

Arter er et fællesskab, hvor alle kan hjælpe med at finde, registrere og bestemme arter. Du kan samtidig få inspiration til naturoplevelser og viden om Danmarks artsrigdom.
Arter er et samarbejde mellem Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, Statens Naturhistoriske Museum og Naturhistorisk Museum Aarhus
Projektet er finansieret af Aage V. Jensen Naturfond, 15. Juni Fonden og den danske stat.
På Arter finder du:
fund
brugere
datasæt
Du kan ringe til supporten på hverdage mellem kl. 9 og 14 på +45 31 50 15 70, eller du kan udfylde denne kontaktformular
Få hjælp og vejledning i vores hjælpeunivers
Arters app gør det let at registrere dine fund via mobilen. Med appen kan du få viden om arterne og se, hvad andre brugere finder i nærheden af dig.
Hvis du færdes steder med dårlig internetforbindelse, kan du registrere dine fund og uploade dem senere.
Hent appen: