art: Håising - Hippoglossoides platessoides

Helleflynderens hale er konkav eller lige, mens håisingens er konveks og ender i en stump vinkel. Fra både rødspætten og isingen kendes håisingen let på sin store, tandbesatte mund. Det gælder også de andre danske medlemmer af rødspættefamilien, idet både skrubbe og især skærising og rødtunge har en meget mindre mund. Fra tungerne, der også er højrevendte, kendes håisingen let, idet den store mund er skråt endestillet, og tungerne har et afrundet hoved med et tydeligt overbid og en krum mund.

Føden består af slangestjerner, søpindsvin, krebsdyr, orme, muslinger, snegle og småfisk. I larvestadiet æder håisingerne primært vandlopper. Håisinger er bundfisk, der tåler store udsving i temperaturen, og de træffes i vand på -1-13 °C. De tåler også store udsving i saltholdighed, men er ikke brakvandsfisk. Yngletiden afhænger også af de lokale forhold, og fiskene gyder helt ned til en temperatur på 0 °C. I vore farvande yngler håisingerne fra midt i januar til maj. Når ungerne når en størrelse på 20-35 mm, begynder forvandlingen til fladfisk. I Nordsøen kan håisinger blive mindst 10 år.

Lever på eller nær bunden i områder med overvejende mudderbund, lerbund og fint sand. Arten træffes som regel på 10-400 meters dybde, men den er mest talrig på 50-250 meters dybde. På helt lavt vand (under ca. 5 m) forekommer den så godt som aldrig, heller ikke som yngel. I Danmark er langt de fleste fund gjort på dybder større end 20 meter.

Meget almindelig hvor der ikke er for lavvandet. Håisingen er mest talrig i Nordsøen, Skagerrak og i den nordlige del af Kattegat, hvorfra den vandrer ned i bælterne, men den er også truffet i Østersøen til omkring Bornholm.

Det danske navn håising betyder ”haj-ising”, og det hentyder formentlig til ligheden med isingen og dens grådighed eller størrelsen på dens gab.

Fiskeatlas - Artstekster. Statens Naturhistoriske Museum.