art: Rødtunge - Microstomus kitt

Med sit lille hoved og sin meget lille mund er rødtungen let at kende fra de fleste af de andre højrevendte fladfisk. Mest minder den om skærising, ising, rødspætte og skrubbe. Den kan dog kendes fra dem alle på, at den mangler gatpig, og at den nærmest ikke har nogen halerod, idet ryg- og gatfinne går meget langt tilbage.

Havbørsteorme er den vigtigste fødekilde, men også af krebsdyr, skallus, slangestjerner, muslinger og snegle samt småfisk indgår i føden. Flere undersøgelser tyder på, at rødtunger ikke eller i kun meget ringe grad tager føde til sig om vinteren. Arten kræver et forholdsvis højt saltindhold i vandet, hvilket forklarer, hvorfor den er sjælden i vore fjorde. Gyder fra april til september og måske endnu senere. Larverne lever i havets frie vandmasser og er blevet forvandlet til fladfisk, når de er 15-25 mm. Fisk på mere end 10 år er sjældne, men de kan blive op til ca. 20 år.

Findes på havbunden og foretrækker hård bund som klipper og sten med algevegetation samt grus og skalgrus (består af knuste skaller). Herhjemme er rødtungen en af de fladfisk, som dykkere ofte støder på under vragdyk. Rødtungen findes typisk på ret dybt vand, hyppigst på 10-200 meters dybde.

Almindelig i Nordsøen, Skagerrak og den nordlige del af Kattegat. Den bliver mere fåtallig ind gennem de indre farvande og kendes ved Bornholm kun fra et par enkelte fund. I vore fjorde er den meget sjælden, men den findes dog fra tid til anden i den vestligste og mest salte del af Limfjorden.

Fiskeatlas - Artstekster. Statens Naturhistoriske Museum.

Flynderfisk_1, 2. Uddrag fra Folk og fauna (Brøndegaard, 1985-86) via KSLA (Kungliga Skogs- och Lantbruksakademien).