#93082 | Dyreriget / Leddyr / Hexapoda / Insekter / Netvinger / Myreløver / Euroleon /

Hovedet er sort med små, lyse pletter, og de korte, kølleformede antenner er sorte, dog er det inderste led gult. Forkroppen er sort med lyse tegninger og en smal, lys midterstribe, og bagkroppen er sort eller mørkebrun med en kort, grålig behåring. Benene er skinnende sorte eller mørkebrune med lyse partier. De lange og smalle vinger har mørke pletter, vingemærket er hvidt, og de yderste tværribber er mørke. Forvingelængde: 25-33 mm. Larven er rødbrun.
Forvekslingsmuligheder
De plettede vinger gør, at plettet myreløve er let at kende fra vore to andre arter af myreløver: stor myreløve og nordisk myreløve, som begge har helt klare vinger uden pletter. Den vil måske overfladisk kunne forveksles med vandmyreløve, som også er en stor netvinge med plettede vinger. Vandmyreløven kendes dog let på det karakteristiske rustrøde hoved og de brede vinger. Larven kendes normalt let med det blotte øje. De to andre arters larver er grålige.
Biologi
Både larver og voksne er rovdyr, som lever af andre insekter. Larverne og deres tragte er lette at finde, og på de rigtige lokaliteter kan man let finde mange fangsttragte. Den voksne myreløve er nataktiv og vanskelig at finde i felten, men den kommer gerne til lys. Æggene lægges i sand, og de klækkes efter en måneds tid. Der er tre larvestadier, og den samlede udvikling varer to år. Efter den sidste overvintring spinder larven en rund kokon, hvorefter den forpupper sig i kokonen, som ligger gemt nede i sandet. Den voksne myreløve kan findes i perioden juli-september.
Levested
Findes i klitområder og på andre sandede og varmeprægede lokaliteter nær vore kyster.
Udbredelse
Plettet myreløve var tidligere meget sjælden her i landet, og da P. Esben-Petersen i 1929 udgav sin bog om de danske netvinger, havde han kun kendskab til et enkelt dansk fund fra 1882. Siden har arten bredt sig - uden tvivl sydfra - og idag er der stabile bestande på Sydbornholm, Bøtø på Falster og ved Ristinge på Langeland. Desuden registreres den af og til fra andre lokaliteter her i landet - sandsynligvis tilflyvende individer.
Kilde
Nielsen, O.F. 2016. Danmarks netvinger. Danmarks dyreliv bind 14. Apollo Booksellers (download bogen her).

Arter er et fællesskab, hvor alle kan hjælpe med at finde, registrere og bestemme arter. Du kan samtidig få inspiration til naturoplevelser og viden om Danmarks artsrigdom.
Arter er et samarbejde mellem Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, Statens Naturhistoriske Museum og Naturhistorisk Museum Aarhus
Projektet er finansieret af Aage V. Jensen Naturfond, 15. Juni Fonden og den danske stat.
På Arter finder du:
fund
brugere
datasæt
Du kan ringe til supporten på hverdage mellem kl. 9 og 14 på +45 31 50 15 70, eller du kan udfylde denne kontaktformular
Få hjælp og vejledning i vores hjælpeunivers
Arters app gør det let at registrere dine fund via mobilen. Med appen kan du få viden om arterne og se, hvad andre brugere finder i nærheden af dig.
Hvis du færdes steder med dårlig internetforbindelse, kan du registrere dine fund og uploade dem senere.
Hent appen: