Arten minder om skovmåren, men denne har en gul halsplet, der ikke går ud på forbenene. Derudover er husmårens snude lys, hvor skovmårens er sort, og husmårens underuld er hvidlig, hvor skovmårens er brungrå. Husmår kan desuden minde om andre små mårdyr, såsom mink og ilder, dog har disse andre arter ikke halsplet.

Husmåren foretrækker smågnavere, særligt markmus, fugle og fugleæg, men spiser også frøer, insekter, ådsler og bær. Den spiser fugleæg ved at suge indholdet ud, hvorefter den efterlader den tomme skal. Den er forholdsvis nataktiv, men ses også om dagen i sommerperioden, hvor nætterne er korte. Husmåren er solitær, så uden for parrings- og yngletiden færdes den alene, hvor den forsvarer sit territorium mod andre individer af eget køn. Hannernes territorium er større end hunnernes og kan overlappe med flere hunners leveområde. Parringstiden er i juli-august. Husmåren har forlænget drægtighed og føder først ungerne i april. Et kuld består af 2-4 unger. Husmåren bevæger sig ofte i spring, der kan ses på fodaftrykket, hvor poterne er tæt samlet. Den er desuden en god klatrer og klatrer op i træer og på huse.

Den er primært knyttet til kulturlandskabet og lever i småskove, i det åbne og dyrkede land, samt i bebyggede områder. Dens bo er som regel i et hult træ, en forladt rævegrav, rovfugle- eller egernrede, men den kan også bo på loftet i et hus eller udhus.

Husmåren er almindeligt forekommende og vidt udbredt i Danmark. Den spreder sig gerne i bymæssige bebyggelser, særligt i Jylland og på Fyn.

Miljøstyrelsen

Naturhistorisk Museum Aarhus

Mår. Uddrag fra Folk og fauna (Brøndegaard, 1985-86) via KSLA (Kungliga Skogs- och Lantbruksakademien).

Danmark er nordgrænsen for husmårens udbredelsesområde og den findes i de øvrige Skandinaviske lande.