Beskrivelse

Tilrettet af Sofie Glindvad Nørgård d. 24-08-2023

Husmåren er et lille rovdyr, der har en hvid halsplet og en lys, spids snude. Den hvide halsplet, der kan variere i form, deler sig forneden ud på forbenene. Pelsen består af en hvidlig underuld med ydre mørkebrune dækhår. Underulden lyser op gennem dækhårene og giver husmåren et lyst skær. Dens hale er busket og bliver ca. 25 cm lang. Kroppen måler ca. 45 cm fra snudespids til halerod. Den vejer omkring 1-2 kg, og hannen er større end hunnen.

Forvekslingsmuligheder

Arten minder om skovmåren, men denne har en gul halsplet, der ikke går ud på forbenene. Derudover er husmårens snude lys, hvor skovmårens er sort, og husmårens underuld er hvidlig, hvor skovmårens er brungrå. Husmår kan desuden minde om andre små mårdyr, såsom mink og ilder, dog har disse andre arter ikke halsplet.

Biologi

Husmåren foretrækker smågnavere, særligt markmus, fugle og fugleæg, men spiser også frøer, insekter, ådsler og bær. Den spiser fugleæg ved at suge indholdet ud, hvorefter den efterlader den tomme skal. Den er forholdsvis nataktiv, men ses også om dagen i sommerperioden, hvor nætterne er korte. Husmåren er solitær, så uden for parrings- og yngletiden færdes den alene, hvor den forsvarer sit territorium mod andre individer af eget køn. Hannernes territorium er større end hunnernes og kan overlappe med flere hunners leveområde. Parringstiden er i juli-august. Husmåren har forlænget drægtighed og føder først ungerne i april. Et kuld består af 2-4 unger. Husmåren bevæger sig ofte i spring, der kan ses på fodaftrykket, hvor poterne er tæt samlet. Den er desuden en god klatrer og klatrer op i træer og på huse.

Levested

Den er primært knyttet til kulturlandskabet og lever i småskove, i det åbne og dyrkede land, samt i bebyggede områder. Dens bo er som regel i et hult træ, en forladt rævegrav, rovfugle- eller egernrede, men den kan også bo på loftet i et hus eller udhus.

Udbredelse

Husmåren er almindeligt forekommende og vidt udbredt i Danmark. Den spreder sig gerne i bymæssige bebyggelser, særligt i Jylland og på Fyn.

Kilde

Miljøstyrelsen

Naturhistorisk Museum Aarhus

Videre læsning

Mår. Uddrag fra Folk og fauna (Brøndegaard, 1985-86) via KSLA (Kungliga Skogs- och Lantbruksakademien).

Sjove fakta

Danmark er nordgrænsen for husmårens udbredelsesområde og den findes i de øvrige Skandinaviske lande.

Arter logo

Arter

Arter er et fællesskab, hvor alle kan hjælpe med at finde, registrere og bestemme arter. Du kan samtidig få inspiration til naturoplevelser og viden om Danmarks artsrigdom.

Arter er et samarbejde mellem Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, Statens Naturhistoriske Museum og Naturhistorisk Museum Aarhus

Projektet er finansieret af Aage V. Jensen Naturfond, 15. Juni Fonden og den danske stat.

Læs mere

På Arter finder du:

fund

brugere

datasæt

Få hjælp

Du kan ringe til supporten på hverdage mellem kl. 9 og 14 på +45 31 50 15 70, eller du kan udfylde denne kontaktformular

Vejledninger

Få hjælp og vejledning i vores hjælpeunivers

Følg os her

Arters nyhedsbrev

Tilmeld dig her

Tilgængelighedserklæring

Se vores tilgængelighedserklæring

Artsrådet

Læs om Arters artsråd

Hent appen

Arters app gør det let at registrere dine fund via mobilen. Med appen kan du få viden om arterne og se, hvad andre brugere finder i nærheden af dig.

Hvis du færdes steder med dårlig internetforbindelse, kan du registrere dine fund og uploade dem senere.

Hent appen:


Styrelsen for grøn arealanvendelse og vandmiljø logoSNM logoNaturhistorisk Museum logoAVJF logo15 Juni Fonden logo