Beskrivelse

Uddrag fra Fiskeatlas ved Henrik Carl og Peter Rask Møller, Statens Naturhistoriske Museum, 10-03-2021

En lille, langstrakt fisk. Kroppen er sammentrykt, og haleroden er slank. Hoved er relativt stort med store, højtsiddende øjne. Den forreste rygfinne består af to til fire (oftest tre) frie pigge. Piggene kan rejses og igen lægges ned. Også bugfinnerne består af en stor pig, som kan rejses og lægges ned. Munden har underbid, når den er lukket. I salt- og brakvand er fiskene normalt sølvblanke på siderne og bugen, mens ryggen er blågrøn. Fiskene er mørkest om sommeren. I ferskvand (og undertiden i brakvand) går de mørke farver længere ned på siderne, og der dannes gerne mønstre, så fiskene fremstår spraglede. I yngletiden anlægges en spektakulær gydedragt, som er mest udtalt hos hannen. Ryg, sider og øjet bliver stærkt blågrønne, mens struben samt en del af bugen får en kraftig rød farve. Kan blive op til 12 cm.

Forvekslingsmuligheder

Den nipiggede hundestejle har oftest 7-12 (typisk 9) pigge foran rygfinnen, mens den trepiggede hundestejle har 2-4 (oftest 3). Den trepiggede hundestejle er desuden kraftigere bygget end den nipiggede. Og så er gællemembranen vokset sammen med undersiden af hovedet hos den trepiggede hundestejle, mens den er fri fra undersiden af hovedet hos den nipiggede. Tangsnarren har 14-17 frie pigge på ryggen og en påfaldende lang halerod. Små hestemakreller har ikke frie pigge på ryggen, men til gengæld en dybt kløftet hale.

Biologi

Føden består især af små krebsdyr og vandinsekter samt fiskeæg og -yngel. Uden for yngletiden lever fiskene ofte som stimefisk. Den trepiggede hundestejle yngler normalt i fersk- eller brakvand, men kan også yngle i saltvand. Det sker normalt fra april til juli. Bliver normalt op til fire år, men kan under de rigtige forhold leve i op til otte år.

Levested

Lever i både ferskvand, brakvand og saltvand. Den trepiggede hundestejle foretrækker steder med megen grøde, der tjener som skjulested og er vigtig i forbindelse med redebygningen. Den kan dog sagtens være talrig på steder uden nævneværdig grøde, når blot der ikke er for mange rovfisk. I ferskvand er det en udpræget vandløbsfisk, der findes i både grøfter, småbække og store vandløb, hvor den foretrækker områder med strømlæ.

Udbredelse

Meget almindelig i hele landet, både i ferskvand og i brakvand, men den findes også i saltvand.

Kilde

Videre læsning

Sjove fakta

Parringslegen begynder med, at hannen graver en lille fordybning i bunden, hvor han bygger en rede af forskellige plantedele. Reden ”limes” sammen ved hjælp af en slimtråd, som dannes af et sekret fra nyrerne. Reden måler op til 10 cm i diameter og er forsynet med en enkelt åbning. Hannen opfører en dans, hvorefter hunnen lidt efter lidt lokkes eller tvinges ind i reden. Op til syv hunner lokkes til at lægge æg i samme rede, som kan rumme op til ca. 1.000 æg. Æggene vogtes af hannen, som også vifter frisk vand hen over dem med brystfinnerne. Klækningen sker efter ca. 4-30 dage alt efter temperaturen. Yngelplejen fortsætter op til 15-20 dage efter klækningen, og hvis en af ungerne stikker af fra reden, henter hannen den hurtigt tilbage ved at fange den med munden. Mange trepiggede hundestejler dør umiddelbart efter yngletiden.

Arter logo

Arter

Arter er et fællesskab, hvor alle kan hjælpe med at finde, registrere og bestemme arter. Du kan samtidig få inspiration til naturoplevelser og viden om Danmarks artsrigdom.

Arter er et samarbejde mellem Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, Statens Naturhistoriske Museum og Naturhistorisk Museum Aarhus

Projektet er finansieret af Aage V. Jensen Naturfond, 15. Juni Fonden og den danske stat.

Læs mere

På Arter finder du:

fund

brugere

datasæt

Få hjælp

Du kan ringe til supporten på hverdage mellem kl. 9 og 14 på +45 31 50 15 70, eller du kan udfylde denne kontaktformular

Vejledninger

Få hjælp og vejledning i vores hjælpeunivers

Følg os her

Arters nyhedsbrev

Tilmeld dig her

Tilgængelighedserklæring

Se vores tilgængelighedserklæring

Artsrådet

Læs om Arters artsråd

Hent appen

Arters app gør det let at registrere dine fund via mobilen. Med appen kan du få viden om arterne og se, hvad andre brugere finder i nærheden af dig.

Hvis du færdes steder med dårlig internetforbindelse, kan du registrere dine fund og uploade dem senere.

Hent appen:


Styrelsen for grøn arealanvendelse og vandmiljø logoSNM logoNaturhistorisk Museum logoAVJF logo15 Juni Fonden logo