#89766 | Dyreriget / Rygstrengsdyr / Hvirveldyr / Egentlige benfisk / Aborreordenen / Tobisfamilien / Ammodytes /

En ret lille og langstrakt saltvandsfisk. Voksne kysttobiser har en forholdsvis buttet og næsten cigarformet kropsbygning, mens de unge eksemplarer er mere slanke. Snuden er lang. På basis af haleroden ses et større antal mindre skæl og et enkelt større vandret orienteret skæl. Der er en enkelt lang rygfinne. Ryggen er gulligt eller brunligt sandfarvet med et grønt eller blåligt skær. Siderne er lyse (oftest sølvhvide) og bugen hvid. Finnerne er stort set gennemsigtige. Ved basis af halefinnen ses en tydelig W- eller M-formet mørk blodåre (mindre tydelig hos plettet tobiskonge). Kan blive op til 20 cm.
Forvekslingsmuligheder
Tobisarterne ligner hinanden meget. Havtobisen har færre skæl (ét til fire) på halen end kysttobisen (mange). Desuden har havtobisen som regel en mere mørk, blålig ryg end kysttobisen, der er markant lysere (mere sandfarvet) på ryggen. Plettet tobiskonge har en sort plet på siden af snuden, som dog kan være utydelig. Nøgentobisen har bølgede kanter på ryg- og gatfinne, mens de er lige hos kysttobisen.
Biologi
Føden består især af vandlopper, men også tanglopper, børsteorm, småfisk samt fiskeæg og -larver er på menuen. Kysttobiser danner stimer, og ved kysterne ser man ofte stimer af kysttobiser iblandet nogle få større plettet tobiskonger. Fiskene har et markant skift i habitat fra nat til dag. De graver sig ned på lavt vand om natten og søger føde i stimer i frit vand om dagen. Visse steder graver de sig ned i områder, der tørlægges ved ebbe. Endvidere overvintrer kysttobiserne i sedimentet i mange måneder. Gydningen kan i danske farvande foregå to gange om året, både i maj-juni og i august-september. Bliver sjældent mere end fire år, men kan blive op til syv år gamle.
Levested
Lever på relativt lavt vand fra kystlinjen og ud til typisk 30-40 meters dybde. Den er dog truffet ned til knap 100 meters dybde. Om sommeren kan man ofte se stimer af kysttobiser helt inde ved stranden, og i områder med sandbund er det ofte den hyppigste fiskeart.
Udbredelse
Meget almindelig i de danske farvande på nær de dybe dele af Nordsøen og Skagerrak.
Kilde
Videre læsning
Tobis. Uddrag fra Folk og fauna (Brøndegaard, 1985-86) via KSLA (Kungliga Skogs- och Lantbruksakademien).
Sjove fakta
Indtil 1934 troede man, at havtobisen og kysttobisen var en og samme art. Fiskene gik under navnet sandgrævling med henvisning til, at de graver sig ned i sandet havbund.

Arter er et fællesskab, hvor alle kan hjælpe med at finde, registrere og bestemme arter. Du kan samtidig få inspiration til naturoplevelser og viden om Danmarks artsrigdom.
Arter er et samarbejde mellem Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, Statens Naturhistoriske Museum og Naturhistorisk Museum Aarhus
Projektet er finansieret af Aage V. Jensen Naturfond, 15. Juni Fonden og den danske stat.
På Arter finder du:
fund
brugere
datasæt
Du kan ringe til supporten på hverdage mellem kl. 9 og 14 på +45 31 50 15 70, eller du kan udfylde denne kontaktformular
Få hjælp og vejledning i vores hjælpeunivers
Arters app gør det let at registrere dine fund via mobilen. Med appen kan du få viden om arterne og se, hvad andre brugere finder i nærheden af dig.
Hvis du færdes steder med dårlig internetforbindelse, kan du registrere dine fund og uploade dem senere.
Hent appen: