Havbarsen bliver ofte sammenlignet med aborren, men den minder faktisk mere om sandarten i både kropsbygning og farve. Den kan bl.a. kendes fra dem begge på det lavere antal pigstråler i den forreste rygfinne. Hvor havbarsen har 7-10, har aborren 12-17 og sandarten 13-18. Hverken aborren eller sandarten har havbarsens mørke plet på gællelåget.

Fiskene er hurtige og udprægede rovfisk, og de har ry for at være glubske. Som voksne lever de især af mindre stimefisk som smelt, tobiser, sild, brislinger og makreller, og de tager også små torskefisk. Foruden fisk består føden også af krebsdyr, bløddyr (bl.a. blæksprutter) og børsteorme. De yngre eksemplarer optræder mest som stimefisk, mens de ældre træffes i små grupper eller enkeltvis. Fiskene tåler meget store udsving i saltholdigheden, og de har en forkærlighed for brakvand. Især ynglen samler sig ofte i deltaområder og laguner, og undertiden træffes de i rent ferskvand, hvor de kan strejfe et stykke op i åer og floder. Om vinteren trækker fiskene som regel væk fra kysterne, og arten er da også forholdsvis varmekrævende. I Middelhavet opdrættes den ved temperaturer på 13-18 °C.

Havbarsen opfattes overvejende som en kystfisk. De mindre fisk samler sig ofte i brændingen, mens større eksemplarer hyppigt findes på steder med strøm, klipper, stenrev og havne, og de holder også til omkring vrag. Arten lever også på bl.a. sandbund, mudderbund og i tangbælterne. Som nævnt strejfer fiskene også ind i ferskvand.

Forholdsvis almindelig. Optræder herhjemme primært som sommer- og efterårsgæst, når vandet er varmest. Der er dog registreringer fra alle årets måneder, så det sker, at fiskene overvintrer i vore farvande. I ferskvand er arten f.eks. truffet i Ribe Vesterå.

Fiskeatlas - Artstekster. Statens Naturhistoriske Museum.