Beskrivelse

Magnus Houen Lauritsen 29-01-2024. Tilføjelser og korrektur: Johan Kjær Prehn

En lille bred og kort møgbille, med højt hvælvede og blankt sorte dækvinger. Der er på den måde lidt “kampvogn” over den. Antennerne er rødgule og fødderne rødbrune. Hovedet med bredt udbuet forrand og tydeligt fremstående, lidt stumpe, men skarpt vinklede kinder. Pronotum spredt besat med yderst fint og iblandet meget grov punktur.

Dækvingerne er cirka dobbelt så lange som pronotum, noget udvidede bag midten og her betydeligt bredere end pronotum. Set i profil, højst hvælvede i eller lidt bag midten og bagtil stejlt nedfaldende mod dækvingespidsen. Skuldrene set fra oven med et ganske lille, vinkelformet fremspring. Punktstriberne kraftige, bagtil dybere end fortil. Stribemellemrummene er glatte og svagt hvælvede. Mod spidsen stærkere hvælvede. Bagføddernes første led omtrent så langt som 2.-4. led tilsammen. Hannen med svagt indtryk i midten af bagbrystet - undersiden af pronotum. Desuden er baglårenes rod hos hannen tæt punkteret og behåret. Længde: 4-4,5 millimeter. Arten er i underslægten Ammoecius.

Forvekslingsmuligheder

Kan forveksles med mange af de mindre mørke møgbiller. Rødhalet møgbille (Aphodius haemorrhoidalis) adskiller sig ved at være generelt mere afrundet, og mere “buttet” i udtrykket. Den har desuden større scutellum og en mere eller mindre tydelig rød dækvingespids. Aphodius nemoralis adskilles fra kort møgbille ved at have mere glatte, ikke så hvælvede dækvinger. Desuden er Aphodius nemoralis også mere svagt rødbrun i grundfarven, hvilket især kan ses på de mere rødlige ben. Lille jordmøgbille (Aphodius plagiatus) og Aphodius niger er væsentligt mindre og mere slank. Hedemøgbille (Aphodius coenosus) og Lille Møgbille (Aphodius plagiatus) har ikke så kraftig punktur og dybe punktstriber som kort møgbille. Desuden har brevis mere kantet pronotum og hoved samt en bredere krop.

Sværhedsgraden for en bestemmelse af det voksne individ synes at være relativt lav. Larven er svær at kende og kræver høj ekspertise.

Biologi

Arten er monofag, og lever næsten udelukkende i ko- og fåregødning, hvori larven udvikler sig til puppe, og ultimativt til imago. I Sverige er den dog fundet i hjortegødning, og i Centraleuropa foretrækker den kaningødning. Imago ses primært fra ultimo maj til medio juli, hvor den sværmer i godt og stille vejr, primært i starten af forekomstperioden. Hunnen lægger æg midt i lorten. Der forekommer én generation om året. Imago er observeret overvintrende i opskyl. Arten er byttedyr for mange rovdyr i og omkring gødningen. Især fugle præderer på den, men også andre insekter, herunder primært mens den er larve. 

Levested

Den lever udelukkende i de helt tørre dele af gødningen, primært i gødning, der ligger oven på bart sand. Den nemmeste måde at eftersøge arten, er ved at fylde en murerbalje med gammel kolort, der ligger eksponeret på åben sandbund. Derefter skal alle kagerne brydes i meget fine små stykker, på størrelse med centicubes eller mindre, inden de dækkes af vand i murerbaljen. Herefter vil møgbillerne søge opad mod overfladen, herunder også kort møgbille. 

Udbredelse

Kort møgbille har sandsynligvis altid været mere eller mindre sjælden i Danmark. Den er kendt fra tre faunistiske distrikter, herunder SJ, NEJ og NEZ. I nyere tid er de sikreste findesteder ved Lodskovvad - cirka 1,5 kilometer øst for Råbjerg Kirke, og derudover også Halk Skydeterræn, hvor den udover i gødning også er fundet i opskyl.

Kilde

Danmarks Billebank

Den Danske Rødliste

Gittings, T. & P.S. Giller, 1997: Life history traits and resource utilisation in an assemblage of north temperate Aphodius dung beetles (Coleoptera: Scarabaeidae)

Hansen, V. 1925. Danmarks Fauna bd. 29. Biller VI. Torbister

Hansen, V. 1964. Fortegnelse over Danmarks biller (Coleoptera). Entomologiske Meddelelser 33: 1-507, inkl. tillægsbind

Roslin, R., G. Liljeberg, M. Forshage, C. Ekblad & F. Ödegaard. 2014. Nordens dyngbaggar

Arter logo

Arter

Arter er et fællesskab, hvor alle kan hjælpe med at finde, registrere og bestemme arter. Du kan samtidig få inspiration til naturoplevelser og viden om Danmarks artsrigdom.

Arter er et samarbejde mellem Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, Statens Naturhistoriske Museum og Naturhistorisk Museum Aarhus

Projektet er finansieret af Aage V. Jensen Naturfond, 15. Juni Fonden og den danske stat.

Læs mere

På Arter finder du:

fund

brugere

datasæt

Få hjælp

Du kan ringe til supporten på hverdage mellem kl. 9 og 14 på +45 31 50 15 70, eller du kan udfylde denne kontaktformular

Vejledninger

Få hjælp og vejledning i vores hjælpeunivers

Følg os her

Arters nyhedsbrev

Tilmeld dig her

Tilgængelighedserklæring

Se vores tilgængelighedserklæring

Artsrådet

Læs om Arters artsråd

Hent appen

Arters app gør det let at registrere dine fund via mobilen. Med appen kan du få viden om arterne og se, hvad andre brugere finder i nærheden af dig.

Hvis du færdes steder med dårlig internetforbindelse, kan du registrere dine fund og uploade dem senere.

Hent appen:


Styrelsen for grøn arealanvendelse og vandmiljø logoSNM logoNaturhistorisk Museum logoAVJF logo15 Juni Fonden logo