#122550 | Dyreriget / Leddyr / Hexapoda / Insekter / Biller / Polyphaga / Scarabaeoidea / Torbister / Aphodiinae / Aphodiini / Aphodius /

Denne art må betegnes som den sværeste bestemmelige art af alle møgbillerne. Ingen fund bør indberettes uden belæg og god dokumentation, og uden involvering af eksperter inden da. De røde matte - relativt til lakrød møgbille (Aphodius pedellus) - dækvinger er noget længere end tilsammen brede og cirka dobbelt så lange som Pronotum. Bugen sort og bagføddernes 1. led så langt som 2., 3. og 4. led tilsammen. Skinnebenene er sorte og dækvingerne er hos danske eksemplarer altid ensfarvet røde. Hos hannen er pandens midterste knude højere end hunnens, og foran denne endnu en ophøjet tværlinje, der helt mangler hos hunnen. Pronotum hos hannen mere sparsommelig og spredt groft punkteret og med grube fortil, modsat hunnen. Længde: 5,5-7 millimeter. Arten er i underslægten Aphodius.
Forvekslingsmuligheder
Det bedste kendetegn til adskillelse af Aphodius fimetarius og lakrød møgbille (Aphodius pedellus) findes på det bagerste parti af dækvingerne, nær spidsen og helt tæt ved bagranden. Hos Aphodius fimetarius er dette område fint og ensartet netmønstret og mat, uden ophøjede blanke knuder eller folder. Hos lakrød møgbille er området ved dækvingespidsen mere blankt, med ophøjede knuder eller folder. Mange eksemplarer af Aphodius fimetarius er ydermere mere paralelsidede, er mere lysorange og har mindre udstående kinder. Men disse er bløde træk, som aldrig vil kunne retfærdiggøre en bestemmelse. Sværhedsgraden for bestemmelsen af både larve og imago af denne art er meget høj, og det vurderes, at kun makro-udstyr vil give tilstrækkeligt gode billeder til en sikker bestemmelse. Kun imago kan bestemmes uden ekstremt omstændigt arbejde af kun de dygtigste eksperter herhjemme.
Den kan muligvis også forveksles med rødbuget møgbille (Aphodius foetens) for det utrænede øje. Aphodius fimetarius har farven som rødbuget møgbille, dog er bugen sort, hvor den hos rødbuget møgbille er rød. Desuden er rødbuget møgbille kortere og bredere proportionsmæssigt. På nuværende tidspunkt (2024), bør alle Aphodius fimetarius/pedellus indberettes som lakrød møgbille.
Biologi
Den er monofag, men primært tilknyttet ko- og hestegødning, hvor larven udvikler sig til puppe, og ultimativt til imago. Den lever primært af tarmsaft og andre let-omsættelige næringsstoffer, der ikke er blevet optaget gennem fordøjelsen af pattedyret. Imago ses primært i perioden juni til oktober, hvor den sværmer i godt og stille vejr, primært i starten af forekomstperioden. Hunnen lægger æg midt i lorten. Der forekommer én generation om året. Arten er byttedyr for mange rovdyr i og omkring gødningskagen. Især fugle præderer på den, men også andre insekter, herunder primært mens den er larve. Et klassisk insekt der præderer på den er stor gødningsrovflue (Asilus crabroniformis), der også tager voksne individer.
Levested
Fortrinsvis på åben sandbund.
Udbredelse
Arten har i høj grad været sammenblandet med lakrød møgbille (Aphodius pedellus). Arten er vidt udbredt i Europa, men mangler i det øvrige Skandinavien samt Baltikum. Arten findes dog så tæt på Danmark som øen Sylt, men mangler i det øvrige Schleswig-Holstein. Pga. sammenblandingen med lakrød møgbille er der dog betydelig usikkerhed om udbredelsesforholdene. Derfor er der ikke en præcis optegnelse over artens udbredelse i Danmark, hvorfor den også er rødlistevurderet DD. (2019) Tidligere bestemte eksemplarer af Aphodius fimetarius har vist sig at være lakrød møgbille i stedet. Dog foreligger der sikre fund fra følgende steder:
SJ: Aabenraa 18.4.1964 (1 eks., Roer leg.; pers. medd. E. Rössner)
WJ: Fanø 3.9.1922, 1 eks. (Høeg leg.), 13.7.1943, 1 eks. (P. Joensen leg.) (begge P. Jørum det., J. Pedersen affid., ZMUC coll.)
7.7.1969, 2 eks. ved Sønderho (A. Lindebo leg., P. Jørum det., J. Pedersen affid., NMÅ coll.)
Ejstrupholm 7.1.1975, 1 eks. & 1.4.1975, 1 eks. (begge V. Mahler leg., P. Jørum det., J. Pedersen affid., ZMUC coll.)
NEJ(2): Skagen 1906, 1 eks. (P. Jørum det., J. Pedersen affid., NMÅ coll.)
LFM(2): Lolland 28.6.1902 (1 eks., Ohaus leg.; pers. medd. E. Rössner).
Ud fra de kendte må arten siges at være primært en jysk specialitet med undtagelse af det enkelte fund fra Lolland. Dette passer fint med artens mangel i Sverige og meget af Østeuropa.
Kilde
Gittings, T. & P.S. Giller, 1997: Life history traits and resource utilisation in an assemblage of north temperate Aphodius dung beetles (Coleoptera: Scarabaeidae)
Hansen, V. 1925. Danmarks Fauna bd. 29. Biller VI. Torbister
Hansen, V. 1964. Fortegnelse over Danmarks biller (Coleoptera). Entomologiske Meddelelser 33: 1-507, inkl. tillægsbind
Roslin, R., G. Liljeberg, M. Forshage, C. Ekblad & F. Ödegaard. 2014. Nordens dyngbaggar

Arter er et fællesskab, hvor alle kan hjælpe med at finde, registrere og bestemme arter. Du kan samtidig få inspiration til naturoplevelser og viden om Danmarks artsrigdom.
Arter er et samarbejde mellem Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, Statens Naturhistoriske Museum og Naturhistorisk Museum Aarhus
Projektet er finansieret af Aage V. Jensen Naturfond, 15. Juni Fonden og den danske stat.
På Arter finder du:
fund
brugere
datasæt
Du kan ringe til supporten på hverdage mellem kl. 9 og 14 på +45 31 50 15 70, eller du kan udfylde denne kontaktformular
Få hjælp og vejledning i vores hjælpeunivers
Arters app gør det let at registrere dine fund via mobilen. Med appen kan du få viden om arterne og se, hvad andre brugere finder i nærheden af dig.
Hvis du færdes steder med dårlig internetforbindelse, kan du registrere dine fund og uploade dem senere.
Hent appen: