#118365 | Dyreriget / Leddyr / Hexapoda / Insekter / Årevinger / Stilkhvepse / Vespoidea / Gedehamse / Vespinae / Vespa /
Asiatisk gedehams (eller gulbenet gedehams) er en stor gedehams med en længde på 1,5-3 cm, hvoraf dronningen er størst. Gedehamsen er næsten helt sort med en tynd gul stribe forrest på bagkroppen og en bredere orange stribe ca. midtfor på bagkroppen. Ligesom hos andre gedehams er bagkroppens fjerde led også gulligt. Forkroppen er beklædt med korte mørkebrune eller sorte hår. Hovedet er orange, hvis man anskuer det oppefra, og dens ben er gule på de yderste led.
Forvekslingsmuligheder
Gedehamsen kan forveksles med andre gedehamse. Den er omtrent lige så stor som stor gedehams, som er almindeligt forekommende i Danmark, med en størrelse på 1,8-3,5 cm. Til forskel har stor gedehams et rødt hoved, rødlige antenner og ben, rødgule vinger og en gul bagkrop med brune eller sorte ledadskillelser samt rødbrun-mørkebrun behåring på både ryg og bagkrop. Flere af de almindelige danske gedehamsearter har også gule ben, men asiatisk gedehams er let genkendelig på dens størrelse.
Biologi
Fødevalget hos asiatisk gedehams er ukendt, men generelt lever gedehamse, ud over pollen og nektar, af andre insekter såsom bier, sommerfugle, fluer. Den er særligt god til at fange bier i luften, da den kan stå stille i luften foran et bistade eller bibo og vente på, at bierne flyver ud. I foråret kommer dronninger frem fra vinterhi for at etablere et lille bo (primærboet). Her lægger dronningen æg og producerer de første arbejdere. Når disse er klækket, flytter den lille familie til et nyt bo, hvor de etablerer det endelige bo. I løbet af sommeren producerer familien droner (hanner) og nye dronninger, der spredes og parrer sig sidst på sæsonen. De mødes ofte i blomstrende vedbend. De parrede dronninger overvintrer til næste sæson.
Levested
Gedehamsene foretrækker at bygge deres bo i høje træer eller på bygninger kun sjældent tæt ved jorden.
Udbredelse
Som navnet hentyder til, kommer asiatisk gedehams oprindeligt fra Asien. Den dukkede første gang op i Europa i 2005 i Frankrig, sandsynligvis med et skib fra Kina. Sidenhen har den spredt sig til resten af Frankrig, store dele af Spanien og Portugal, dele af Norditalien og Belgien. Gedehamsen spreder sig hurtigt i de sydeuropæiske lande. Arten er ikke observeret i Danmark.
Videre læsning
Folder om Asiatisk gedehams (Vespa veluntina) af Danmarks Biavlerforening og Miljøstyrelsen
Sådan genkender du den invasive asiatisk gedehams, Vespa veluntina - Danmarks Biavlerforening
Sjove fakta
Asiatisk gedehams kan være en trussel mod mennesker, da den kan forårsage dødelige allergiske reaktioner ved stik. Den er dog ikke mere aggressiv end andre gedehamse i Danmark. Hvepsen kan også true hjemmehørende arter grundet dens fødevalg.

Arter er et fællesskab, hvor alle kan hjælpe med at finde, registrere og bestemme arter. Du kan samtidig få inspiration til naturoplevelser og viden om Danmarks artsrigdom.
Arter er et samarbejde mellem Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, Statens Naturhistoriske Museum og Naturhistorisk Museum Aarhus
Projektet er finansieret af Aage V. Jensen Naturfond, 15. Juni Fonden og den danske stat.
På Arter finder du:
fund
brugere
datasæt
Du kan ringe til supporten på hverdage mellem kl. 9 og 14 på +45 31 50 15 70, eller du kan udfylde denne kontaktformular
Få hjælp og vejledning i vores hjælpeunivers
Arters app gør det let at registrere dine fund via mobilen. Med appen kan du få viden om arterne og se, hvad andre brugere finder i nærheden af dig.
Hvis du færdes steder med dårlig internetforbindelse, kan du registrere dine fund og uploade dem senere.
Hent appen: