Beskrivelse

Miljøstyrelsen, tilrettet af Sofie Glindvad Nørgård d. 02-06-2023

Birkemusen er en lille gnaver. Den kan kendes på sin lange hale og den sorte rygstribe, der går fra øjnene og ned til haleroden. Pelsen består af en lys underuld og ydre dækhår, der på oversiden er gulbrune og sorte nær spidsen, hvilket giver musen et gyldent-brunt skær. På undersiden er musen lysegrå til hvid. Hårene på halen er brune på oversiden og gråhvide på undersiden. Birkemusen har kortkronede tænder, ligesom de ægte mus. Den er den eneste repræsentant for hoppemusfamilien i Danmark, men modsat de andre medlemmer af familien, har birkemusen ikke forlængede bagben, hvorfor den ikke hopper lige så godt. Musen måler 5-8 cm fra snudespids til halerod, med en hale, der er længere end kroppen, på op til 11 cm. Den vejer 5-15 gram. 

Forvekslingsmuligheder

Arten er let genkendelig på sin lange hale og den sorte stribe på ryggen, men kan for det utrænede øje forveksles med skovmus, halsbåndsmus og brandmus. Brandmusen har også en sort rygstribe, men har en skinnende rødbrun sommerpels og mat, gråbrun vinterpels, en kortere hale og er større end birkemusen. Skovmus og halsbåndsmus har også en lang hale og en mørkere farve i pelsen langs rygraden, men ikke en tydelig stribe, som hos birkemusen. Deres ører og øjne er større end hos birkemusen, halerne er kortere, og så har de en tydeligere overgang i farven af pelsen mellem ryg og mave.

Biologi

Birkemusen er omnivor (altædende) og lever primært af insekter, regnorme, larver og edderkopper, men den æder også frø, bær og friske plantedele. Den er nataktiv og søger ofte sin føde om natten. Birkemusen benytter sin lange hale som støtte og balancehjælp, når den klatrer rundt i vegetationen. Fra oktober-maj sover den vintersøvn i en underjordisk rede af græs og mos i en dybde af 20-40 cm. Under vintersøvnen er dens kropstemperatur og åndedræt lavt. Birkemusen har parringstid i maj-juli. Den er drægtig i 4-5 uger og føder i juni-august et kuld på 3-7 unger. Ungerne fødes i den samme underjordiske rede, som birkemusen overvintrede i. Ungerne kan klare sig selv, når de er omkring 5 uger gamle. Birkemusens formering er langsom i sammenligning med andre mus. Den bliver kønsmoden i sit andet leveår og føder kun et enkelt kuld om året. Musen kan blive op til 4 år gammel og føder i gennemsnit 10 unger i sit liv.

Levested

Arten forekommer i en stor variation af levesteder, men foretrækker habitater i fugtige områder i forbindelse med vandløb eller fjorde og med rig bestand af urter, såsom lysåbne, ældre skove med rig bundvegetation, kratbevoksede moser, ferske enge, strand enge, heder og dyrkede marker. Til dens vintersøvn har den brug for et tørt, frostfrit og uforstyrret område at opholde sig i, såsom diger, overdrevsskrænter og højtliggende hede- og plantageområder. 

Udbredelse

Birkemusen er sjælden og har ikke så store populationstætheder som andre mus i kraft af den langsomme reproduktion. Bestande af birkemus er observeret i den vestlige del af Limfjordsområdet og i den sydlige den af Jylland, men findes muligvis flere steder i Danmark.

Sjove fakta

Birkemusen har sit navn fra det område, hvor den først blev observeret - på en russisk flodslette med birketræsbevoksning i Sibirien. Dens latinske navn betyder "Den, som piber ved birk", men arten har ingen særlig tilknytning til birketræer. 

Arter logo

Arter

Arter er et fællesskab, hvor alle kan hjælpe med at finde, registrere og bestemme arter. Du kan samtidig få inspiration til naturoplevelser og viden om Danmarks artsrigdom.

Arter er et samarbejde mellem Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, Statens Naturhistoriske Museum og Naturhistorisk Museum Aarhus

Projektet er finansieret af Aage V. Jensen Naturfond, 15. Juni Fonden og den danske stat.

Læs mere

På Arter finder du:

fund

brugere

datasæt

Få hjælp

Du kan ringe til supporten på hverdage mellem kl. 9 og 14 på +45 31 50 15 70, eller du kan udfylde denne kontaktformular

Vejledninger

Få hjælp og vejledning i vores hjælpeunivers

Følg os her

Arters nyhedsbrev

Tilmeld dig her

Tilgængelighedserklæring

Se vores tilgængelighedserklæring

Artsrådet

Læs om Arters artsråd

Hent appen

Arters app gør det let at registrere dine fund via mobilen. Med appen kan du få viden om arterne og se, hvad andre brugere finder i nærheden af dig.

Hvis du færdes steder med dårlig internetforbindelse, kan du registrere dine fund og uploade dem senere.

Hent appen:


Styrelsen for grøn arealanvendelse og vandmiljø logoSNM logoNaturhistorisk Museum logoAVJF logo15 Juni Fonden logo