art: Grævling - Meles meles

Mårhund og i mindre grad vaskebjørn kan ligne en grævling "i farten". Grævlingen kendes på det mere langstrakte hoved med karakteristiske sort-hvide længdestriber.

Nærmest altædende. Den dyriske kost omfatter insekter, især biller, små pattedyr, fugleæg og -unger samt padder, men regnorme udgør den vigtigste del af føden. Den er også kendt for at kunne tømme reder af hvepse og humlebier. Plantekosten inkluderer korn samt frugter og bær. Grævlingen er nataktiv. Den går ikke i vinterhi og kan derfor træffes hele året. I vejrmæssigt ugunstige perioder kan den dog blive i graven i flere dage.

Lever i skove og krat - helst i tilknytning til enge, overdrev og andre mere lysåbne biotoper. Den kan også træffes i beboede områder.

Vidt udbredt i Jylland samt på Fyn, Sjælland, Langeland og Lolland-Falster. Mangler derimod på hovedparten af de andre øer. Især talrig i Østjylland.

Grævlinger er sociale dyr, der lever i klaner - familiegrupper med indtil 30 individer eller endda flere. En klan består typisk af en dominerende han, et par hunner og ungerne fra de sidste par kuld. Gravkomplekserne, der kan findes i skove, kan være ret omfattende og mere end hundrede år gamle.

Grævling. Uddrag fra Folk og fauna (Brøndegaard, 1985-86) via KSLA (Kungliga Skogs- och Lantbruksakademien).