Med sin sort-hvide maske og grå krop kan den forveksles med grævling og mårhund, men kun vaskebjørnen har en tværstribet hale. Grævlingen har en mere kontrastrig ansigtstegning, der går op langs hovedet, modsat vaskebjørnens sorte maske, der går på tværs af ansigtet. Mårhunden har en lys stribe fra pande til snude, hvor vaskebjørnens er mørk. 

Vaskebjørnen lever af meget alsidig føde, såsom små pattedyr, padder, fugle og fugleæg, krebs, muslinger, fisk, krybdyr, insekter, frugter, bær og husholdningsaffald. Vaskebjørnen er nataktiv og kan både klatre og svømme. Hunnen får årligt et kuld på 2-5 unger, der bliver ved moderen indtil næste parringssæson. Hunnerne er relativt stedfaste, hvorimod hannerne spreder sig op til 50 meter fra deres fødested. I parringstiden fra februar-marts færdes hunner og hanner sammen. I byområder kan vaskebjørne opnå høje bestandstætheder med mere end 100 individer pr. 100 ha, hvormed de kan have negative konsekvenser for dynamikken af artssammensætningen af hjemmehørende arter og fødegrundlaget for andre rovdyr. Vaskebjørnen kan desuden bære vaskebjørnens rundorm, der kan være fatal for mennesker.

Vaskebjørnen er tilpasningsdygtig og kan dermed leve i mange forskellige habitater fra kulturlandskaber til byområder, men den foretrækker vådområder og skove nær vand. den benytter hule træer, huller i jorden eller kvasbunker som opholdssteder om dagen og under vintersøvn.

Arten stammer fra Mellem- og Nordamerika og er introduceret flere steder i Europa, hvor undslupne farm- og kæledyr har etableret fritlevende bestande. Vaskebjørnen er observeret fra Jylland til Sjælland. Siden 2012 er der indberettet 10-20 individer årligt.