#99761 | Dyreriget / Leddyr / Hexapoda / Insekter / Guldsmede / Ægte guldsmede / Mosaikguldsmede / Mosaikguldsmede /

Grøn mosaikguldsmed er et langt og slankt insekt. Den er meget iøjefaldende med sine tydeligt blå, grønne og sorte farver. På kroppen har den to sæt gennemsigtige vinger. Bagkroppen hos hanne er mørk med lyseblå-blå mønstre, hvorimod hunnens er mørk med lysegrønne mønstre. Insektet bliver ca. 63-67 mm langt med et vingefang på 85-92 mm.
Forvekslingsmuligheder
Grøn mosaikguldsmed kan forveksles med stor kejserguldsmed og blå mosaikguldsmed. Grøn mosaikgulsmed adskiller sig fra andre arter af guldsmede med sine farvestrålende grønne og blå farver, på forkroppens sider, der er ensfarvet gulgrønne uden tværbånd, og på striberne på dens skuldre. Dens exuvier (dens forladte larvehud) ligner især exuvier hos brun mosaikguldsmed og blå mosaikguldsmed, men kan adskilles ved nærmere undersøgelse.
Biologi
Guldsmedelarverne lever typisk af vandinsekter, krebsdyr, fiskeyngel og haltudser, de spiser stort set alt, der har en passende størrelse. Den voksne guldsmed fanger sit bytte i luften, herunder fluer, hvepse, døgnfluer, sommerfugle og andre guldsmede, og ofte langt fra hvor den er klækket. Arten er knyttet til planten krebseklo, som den bruger som vært til sine æg. Hunnen borer sine æg ind i planten, og på en plante lægger hun op til 40 æg. Guldsmedelarverne lever de næste 2-3 år på forskellige vandplanter, før de bliver til voksne individer. Den hviler typisk i vegetationen hele formiddagen og om aftenen. Flyvetiden for grøn mosaikguldsmed er ca. fra midten af juni og til begyndelsen af september.
Levested
Grøn mosaikguldsmed kan yngle på to forskellige naturtyper: i næringsfattige søer og moser med høj solindstråling, ofte beliggende i skove, og derudover i vegetationsrige, åbne kanaler og grøfter. Den yngler primært på lokaliteter med krebseklo, men er også observeret ynglende i områder uden planten. Nyforvandlede voksne individer flyver ofte vidt omkring og meget langt væk fra deres ynglehuller. Når de bliver kønsmodne, vender de tilbage til ynglehullerne, hvor man ofte kan se hannerne flyve henover vandet i timevis på udkig efter hunner eller på jagt efter bytte.
Udbredelse
Grøn mosaikguldsmed er udbredt i det meste af Danmark og er særligt observeret i Nordsjælland, på Fyn og Bornholm, i Tøndermarsken, samt i Øst- og Sydvestjylland. Inden guldsmeden når kønsmodenhed, kan strejfende individer ses i det meste af landet.
Kilde
Overvågning af guldsmede (2004), Fagdatacenter for Biodiversitet og Terrestriske Naturdata, Danmarks Miljøundersøgelser
Grøn mosaikguldsmed af NOVANA (2021), Aarhus Universitet DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi
Overvågning af grøn mosaikguldsmed Aeshna viridis af Ole Roland Therkildsen (2018), Institut for Bioscience, Aarhus Universitet DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi
Miljøstyrelsen
Sjove fakta
Grøn mosaikguldsmed har mange naturlige fjender heriblandt den insektædende plante, soldug.

Arter er et fællesskab, hvor alle kan hjælpe med at finde, registrere og bestemme arter. Du kan samtidig få inspiration til naturoplevelser og viden om Danmarks artsrigdom.
Arter er et samarbejde mellem Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, Statens Naturhistoriske Museum og Naturhistorisk Museum Aarhus
Projektet er finansieret af Aage V. Jensen Naturfond, 15. Juni Fonden og den danske stat.
På Arter finder du:
fund
brugere
datasæt
Du kan ringe til supporten på hverdage mellem kl. 9 og 14 på +45 31 50 15 70, eller du kan udfylde denne kontaktformular
Få hjælp og vejledning i vores hjælpeunivers
Arters app gør det let at registrere dine fund via mobilen. Med appen kan du få viden om arterne og se, hvad andre brugere finder i nærheden af dig.
Hvis du færdes steder med dårlig internetforbindelse, kan du registrere dine fund og uploade dem senere.
Hent appen: